Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
DET ER VIST EN TABERSAG AT PÅSTÅ, at politikerne var bedre og opførte sig pænere – talte pænere til deres modstandere i ”gamle dage”.
Det gør jeg så alligevel!
Eller sagt det på en anden måde: Jeg insisterer på ”en omvendt Henrik Sass Larsen”.
Den socialdemokratiske topprofil vil selv bestemme, hvornår og hvordan han skal interviewes. Og han køber sig om fornødent til den journalist, der kan levere varen!
Sass er så træt af mediefolkene og alle deres selvvalgte vinkler
Jeg er træt af politikernes tiltagende højrøvethed.
Som udgangspunkt er forholdet mellem vælgere og politikere skruet sådan sammen, at vi er voldsomt tolerante overfor de politikere, der er os nærmest – og vi er rasende på dem, vi aldrig ville støtte. Men man kan også kigge på den generelle stilkarakter i dansk politik. Og det er vel egentlig det, der ligger Sass Larsen på sinde, når han er gået kold overfor journalister: Der er tale om en generel råddenskab.
Jeg kan følge ham et stykke af vejen, når det handler om Lemminge-effekten (… opkaldt efter de små dyr, der slavisk- følger alle andre af arten, om det så fører til druknedøden, når de skal krydse det dybe vand). Én skriver løftebrud, når Helle Thorning ikke får stemmer nok til at gennemføre det, der var planen. – Og herefter sidder bedragerigets stemplet på hendes regering resten af dens levetid.
Er det særligt den oplevelse, der har gjort Henrik Sass selv er en af højdespringerne på arrogance-skalaen? Han er især kendt for sine udfald mod venstrefløjen og ikke mindst Enhedslisten, som han gerne kalder. Som erklæret centrum-venstre-vælger spørger jeg mig selv om, hvad det kan bruges til ved næste folketingsvalg, hvor Enhedslisten meget vel kan blive endnu større på grund af den iskolde integrationsdebat (Og nej, jeg er ikke en af partiets vælgere, men kan rød blog bare sådan undvære se bort fra partiet, når der skal dannes en rød regering?)
DET ER ET VÆRDIMÆSSIGT PARADOKS, at højrøvetheden er blevet så fremtrædende i det gamle almue- og bondeparti Venstre. Skiftet skete utvivlsomt, da ”Landvenstre” for alvor blev overhalet af ”Byvenstre” under Uffe Ellemann Jensen. Han var akademiker og introducerede en epoke, hvor statskundskabs- og økonomistudier blev billetten til en politisk karriere. Forbandet godt begavet og fræk som en slagterhund Det var ikke en bondsk beskedenhed, der prægede Uffe. Men det er også symptomatisk, at han tabte, da han stillede op i kampen om statsministerposten. Det var Anders Fogh, der tog stikkene hjem for Danmarks liberale parti. Han var højrøvet på den jyske måde. Iskold, selvkontrolleret. For dygtig til at miste fatningen.
Så stilsikre er de nye generationer ikke – heller ikke i Venstre.
Slet ikke integrationsminister Støjberg, da hun præsenterede sin berømte udlændingestramning nr. 50 for et år siden i disse dage – med en dannebrogsprydet lagkage. Hun fejrede det alvorlige integrationsproblem med fuld fokus – på sig selv. Det har vist nok gjort hende til den mest populære minister blandt dem, der støtter den rå få-dem-ud-politik i forholdet til de fremmede. Men det har også overflødiggjort friheds-værdierne i det parti, hun er vokset op i. alt det med skepsis overfor statsmagten og menneskets ret til personlig frihed.
Støjberg er generelt rasende bag forsøget på at holde masken.
Hvad er egentlig den politiske idé i at håne sine modstandere?
Man kunne stille samme spørgsmål til det folketingsmedlem, der tager førsteprisen i politisk højrøvethed – Henrik Dahl fra Liberal alliance. Han har som mange politikere taget den ikke ukendte rejse fra venstrefløjen i ungdommen til højrefløjen i takt med de grå striber i hans flotte hår. Han er liberalist – på højrefløjen. En af dem, der trods liberale selverklæringer vil lovgive mod kvinders hovedbeklædning.
OG NÅR ISLAM-FORSKRÆKKELSEN ikke er på dagsordenen, langer han nu ud mod de offentligt ansatte lige inden en kommende konflikt. Højere løn til dem kan kun komme ved at skære i kernevelfærden. Ikke engang hardlinerne på det private arbejdsmarked ville formulere sig så klodset når strejken er lige op over. Da han senere forsvarer sine udtalelser her i Avisen.dk, kalder han dem et udtryk for humor (?). Og i bedste Dahl-stil får han lige leveret et par ekstra giftigheder: Han har humor og han er ikke bedemand. Derfor opfører han sig ikke som en bedemand. Eller den her: ”Folk, der ingen humoristisk sans har, bør være på førtidspension. Det kommer ikke mig ved.”.
Der er formentlig nogle hundrede tusinde offentligt ansatte, der ikke deler Henrik Dahls humor og tesen om, at ordentlige lønvilkår her er at gøre indhug i velfærden for alle.
Men han er ligeglad, for Henrik er Henrik. Og lysten til at være skolemester Henrik er større end omtanken i en kritisk situation.
Hvis den ældre generation blev opdraget med lidt for megen: ”kom nu ikke for godt i gang”, er det tydeligt en helt anden omsorg, der var på forældrenes læber, da nutidens magthavere voksede op i individ-dyrkelsens tidsalder:
”Du er Guds gave til menneskeheden!”
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.