Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
I FLERE omgange de sidste år har fremtrædende venstrefolk – også den nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen - fremstillet partiet Venstre som et arbejderparti. Jeg skal indrømme, at det kan være en noget speget sag at definere begrebet ”et arbejderparti”.
Er det med udgangspunkt i den marxististiske politikopfattelse, hvor arbejderne er dem, der sådan helt faktisk skaber profit til virksomheds-ejerne ved at få mindre for at producere varen, end varen kan sælges for? Eller er det helt konkret antallet af arbejderstemmer til partierne. Altså med denne logik: Hvis de fleste af vælgerne til X-parti er arbejdere, så må det i almindelighed være et arbejderparti.
Og sådan kunne vi fortsætte ord- og begrebsgymnastikken.
Jeg vil selv lade det ligge og tage statsministeren på hans egne ord. Jeg ønsker mig en åbningstale, hvor statsministeren går i vælten for det arbejdende folk, som han selv tager i ed.
Uddannelsespolitik
- Jeg er sgu ikke noget særligt, jeg er bare elektriker, siger min yngre kunde i taxien.
Han har taget en vogn for at nå på arbejde i det store institutionsbyggeri nogle kilometer herfra. Men den kollektive trafik har vist sig fra den usikre side – også denne morgen. ” … Jeg er bare elektriker … ” , siger han, og jeg end ikke orker at gøre modstand mod denne helt urimelige selv-nedvurdering. Han fortæller, at det i den grad kniber med at skaffe elektrikere nok i denne tid, og at nogle entreprenører ”vist nok” overvejer at lave firmaer i Polen for at få tilstrækkelig, faguddannet arbejdskraft.
JEG OPLEVER selv dagligt dobbeltspillet overfor de faglige uddannelser og ungdommens fremtid. Eller ordet hykleri er nok mere præcist i de nordlige, velpolstrede, københavnske forstadskommuner, hvor jeg henter min løn i vogn 2282. Vi er helt enige om i taxien, at nu må det stoppe, hele den der uigennemtænkte falden på måsen for studentereksamen og den akademiske glamour.
Men jeg har i mine fire taxi-år endnu ikke oplevet, at det gælder middelstandens egne børn. Universiteter og businesschools er en del af selvfølgelighederne i de miljøer.
Jeg vil opfordre statsministeren til at sætte helt nyt fokus på de faglige uddannelser. Give de tekniske skoler ressourcer og råderum. Og måske også give gymnasierne mulighed for at ”danne” de unge, som sagtens både kan være sprogkyndige, samfundsinteresserede og matematiske hoveder – og vælge at tage en faglig uddannelse efter studentereksamen. Måske er partiet Venstre bedre egnet til dette bredere syn på ”dannelse”. Partiet var selve kernen i den folkelige og kulturelle og politiske vækkelse af almuen – det ikke privilegerede folk - fra midten af 1800-tallet. Grundtvig og Kold skabte folkehøjskolen, som måske er DEN væsentligste årsag til den folkelige forståelse af begrebet lighed.
Socialpolitik
Det er langt fra alene de socialt udstødte og deres klassiske forsvarere, - ”de røde” – der har det skidt med tidsåndens spanskrørspolitik overfor de fattige. Solidt borgerlige social-konservative, almindelige humanister, - ja selv erhvervs- og bankfolk er nervøse for uligheden. Argumenterne er forskellige på en skala fra ”det kan et rigt samfund ikke være bekendt” – til angsten for at vi skaber et samfund med klassemodsætninger så store, at det skaber grundlag for oprør og ustabilitet.
JEG VIL opfordre statsministeren til at vælge side, sådan som han alligevel bliver tvunget til det, når der skal skabes forlig om finansloven. Sig dog nej til den topskattelettelse, som reelt ikke har opbakning i store dele af befolkningen og som i sammenhæng med nedskæringerne blandt de fattigste kun kan se ud som det omvendte Robin Hood-princip.
Det med at tage vare på de, der er stødt ud, er ikke kun et interesseområde for de aktuelt ramte. Masser af arbejdere i jobs med fysiske og psykiske udfordringer – håndværkere, lærere, sundhedsansatte, administrative og serviceuddannede – ejer ikke troen på, at de med et fingerknips en dag kan træde ind ad porten til paradiset med ”det grå guld”. De kigger på de aktuelt ramte – og frygter for deres egen fremtid. For hvad nu, hvis kroppen ikke følger pensionsalderen, men siger fra nogle år før
Udenrigspolitik
JEG HÅBER, statsministeren vil sætte en prop i Danmarks udenrigspolitiske storhedsvanvid. For det første at finde den ydmyghed i forhold til vores nations størrelse, som stopper drømmen om, at vi kan skabe fred med aktiv, offensiv krigsførelse. Bedst gik det måske på Balkan, hvor Jugoslavien blev erstattet af en række mindre stater, som ikke er på krigsfod i øjeblikket. Til gengæld har krigen dernede skabt ubærlige traumer for mange soldater, fordi ingen dengang tog alvorligt, hvor hårdt krigen rammer den enkelte soldat, når han eller hun kommer hjem igen. Men Irak, Afghanistan, Libyen – og nu Syrien.
Vi befinder os reelt i et trauma, som ligner USA i slutningen af Vietnamkrigen. Døde soldater hos de allierede på alle fronter. Hundredetusindevis af døde og/eller sårede civile. Og så uden en fornemmelse af, om Ragnarok blot er på vej – eller nærmer sig sin afslutning.
Jeg vil opfordre statsministeren til at skrue ned for jagerfly og bomber og i stedet samle nationen om at tage anstændigt imod de ofrer, vi kan blive ordentligt enige om at hjælpe og i stedet bruge vore ressourcer på en større, internationalt politisk indsats. Ikke mindst i det Europa, som er ved at falde fra hinanden. Måned for måned og år for år ligner det aktuelle Europa mere og mere det nationalistisk inficerede europæiske sammenbrud i mellemkrigstiden, som førte til den anden, store verdenskrig.
Uddannelse til det brede folk, social tryghed, som vi tør stole på og en politik, som bringer os tættere på vores omverden uden krudt og kugler. Det kan man forlange af arbejderpartiet Venstre.
Og så passer det så fremragende til partiets egen historie.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.