VI ER hårdt prøvede i mediekværnen.
Først var der den amerikanske præsidentvalg, der blev dækket så intensivt, at det kunne gøre enhver snusfornuftig dansker til tvangs-royalist. Altså hvis det er betingelsen for at indføre et præsidentstyre….?
Og så var der lige den nye regeringsdannelse herhjemme, som nok er den mest halleluja-råbende gospelkoncert, jeg har deltaget i mange år.
Og, ja, jeg bøjer mig. Statsminister Lars Løkke Rasmussen har det som en vækkelsesprædikant lige før syndefaldet, når det handler om at spille på det taktiske, parlamentariske orgel. Jeg bliver helt glad i låget, når jeg ser, hvor glad han hare været de sidste dage. Og han kører rundt med medier, kommentatorer og journalister, så det stort set er umuligt at se, hvad der er menighed, og hvad der er offentlighedens kritiske øje.
Det virker som en succes-koncert. Der er bare lige et par ting, man skal vende sig til:
FOR DET første er der de lynhurtige konvertitter. Anders Samuelsen, der ville have topskatten ned (… og ellers kunne regeringen brænde op i helvede!). Han er EU-skeptiker, og i sin tid reducerede han LA’s omverdens-politik til: ” … Vi kommer når USA kalder … ”.
Nu er han kongerigets nye udenrigsminister! Og topskatten? – den kigger vi på senere.
Så er der de nye ministre, der lige skal have vasket snavsede udtalelser af sig fra en ikke hel fjern fortid.
Minister Mai Marcado, der brillerede med nogle udtalelser om kontanthjælpsmodtagerne – bemærkninger, som ikke overgås af de iskolde kapitalister under højregegimet i 1890’erne: Hvis de nedskæringsramte mangler penge til ungernes fødselsdagsgaver, så må de lære at spare sammen. Mai Marcado er landets nye børne- og socialminister.
OG JA – lad os ikke glemme den koboltblå liberalist, Ole Birk Olesen fra LA. Han er bl.a. kendt for sit senpubertære indlæg i bloggen Damefrokosten.com for nogle år siden.
Må jeg citere den nye transport-, bygnings- og boligminister:
” … Jeg anklager kvinder for grundlæggende at være uden moral og ære. De er fyldt med kærlighed til deres nærmeste, men moral og ære besidder de ikke. Spørg en kvinde, hvad hun mener om dit og dat i samfundsdebatten, og hendes svar vil afspejle hendes egne og hendes nærmestes interesser og intet andet…”
Jeg måtte selvfølgelig researche lidt i, om citatet virkeligt kunne være sandt eller et misforstået satireindslag. Manden er jo journalist af uddannelse og vant til at levere det format, som redaktøren efterspørger. Ganske rigtigt! Han VAR hyret til opgaven af de blå feminister i frokostklubben. Den site er konverteret til siten voxliberalis.dk.
HAN ER på hjemmebane. Den nye minister er blot et produkt af sin tid: Hvis ingen har lagt mærke til én for længe, trækker man bare bukserne ned, og hiver i sin diller indtil nogle får øje på, hvor fræk og hvor grænseoverskridende, man tør være som liberalistisk frihedshelt.
Så skal vi ikke bare være glade for, at Ole Birk Olesen ikke blev ligestillingsminister?
Selv er jeg mere til Søren Pape. Han er en bonderøv som Taxamanden og konservativ som min far og så rund i sin facon, at han får LA’erne til at ligne den rene djævle-yngel. Skulle jeg engang blive borgerlig, vil jeg være ligesom Søren. Glad og kærlig og virker vågen. Altså lige med undtagelse af hans fremtræden i de allermest ophidsede timer, inden regeringen blev en realitet. Han får mikrofonen si snotten af DR.
– Hvor langt er I nået, Søren Pape?
- Vi bliver forhåbentligt færdige senere. Det begynder at hjælpe på det, men vi er ikke færdige, før vi er færdige. Så vi har ikke krydset målstregen endnu,
… siger den konservative formand nogle timer før gospelkorets endelige koncert.
I sprogteorien kalder man det en tautologi, en selvfølgelighed – en plathed. ” … Vi er ikke færdige, før vi er færdige … ”
Deri kan intet levende menneske i hele verden – være uenig. Slapheden overgås kun af DR-journalisten, der ofrede tid på at referere regeringsdannelsens mest ligegyldige udtalelse!
DEN KUNSTIGT oppiskede stemning fra Løkkes magtesløshed til en politisk realitet, der ikke har ændret sig en tøddel, blev regeringsdannelsens stærkeste indtryk.
Det næst-stærkeste står Christian Thulesen Dahl for. Han har efterhånden udviklet sig til ansk politiks Clint Eastwood. Cool med cool på! Han sidder klar på sit kontor til at sige ja eller nej til statsministerens inklinationer. Det er ham der afgør, om den stærkt markedsførte trekløverregering kommer til at betyde noget som helst.
Det tredje stærkeste indtryk kommer fra dansk politiks centrum-venstre – den såkaldte røde blok. Den har - bort set fra de totalt ureflekterede hvad-er-din-kommentare-spørgsmål – været totalt underspillet. I bedste fald forudsigelig. Enhedslisten og SF er hovedrystende, sure og imod med hvert deres sprog.
De er slidte og hæse af at råbe ULVEN KOMMER, når alle ved, at den har været her, siden Løkke trådte til. De radikale er dybest set lidt på røven, fordi de hele tiden får skudt det røde i skoene, selvom partifarven mest er liberalt - blå. I det borgerlige gospelkor er der ingen, der lytter til deres spinkle stemmer lige nu.
OG SÅ er der Socialdemokratiet. Mette Frederiksen hører man ikke meget til. Kommentatorerne siger, at det er meget fornuftigt. For lige nu surfer Løkke på handlekraftens azurblå bølge. Den borgerlige regering opfører sig som ejeren af en lille virksomhed, der lige har været på teambuilding-kursus for første gang. Han puster sig op, selv om virksomheden intet kan foretage sig uden hjælp udefra.
Mette venter bare.
Hun har valgt rollen som det, de engelsktalende kalder en ”sitting duck”. En metafor - et billede af en andejagt, hvor byttet skutter sig lydløst i sivene, indtil faren er overstået og jægere og hunde er passeret.
Men personligt bryder jeg mig ikke om et folkestyre, hvor det er utydeligt at se, hvad man som vælger har at vælge imellem.