Så er den her - Netflix - eller i hvert fald i løbet af denne uge, skriver Bloomberg News.
Natten til mandag blev det muligt for svenskerne at abonnere på den amerikanske film- og seriegigant. Og i løbet af ugen åbner Netflix sin tjeneste for de danske filmelskere.
Og prisen bliver til at overskue. I Sverige er prisen landet på 79 svenske kroner svarende til 68 danske kroner. Og det er vel og mærke om måneden for ubegrænset streaming af film og serier.
Netflix har omkring 27 millioner kunder på verdensplan blandt andet i USA, Storbritannien og Canada.
Tjenesten har mere eller mindre fået skylden for, at videoudlejningskæden Blockbuster gik konkurs i USA i 2010.
I USA betaler kunderne otte dollar om måneden, hvilket svarer til cirka 48 kroner.
Og for det beløb kan man eksempelvis se Friends, Family Guy, Simpsons og South Park. Og også de seneste film der er kommet ud på dvd/Blue-Ray.
Netflix er verdens førende abonnementsbaserede internettjeneste for film og tv-serier. Tjenesten blev lanceret i Canada i 2010, Latinamerika i 2011 og Storbritannien og Irland i starten af 2012.
Foruden store amerikanske Hollywood-film og tv-serier vil danskerne også få mulighed for at se danske produktioner.
Det er muligt at integrere Netflix i en række enheder, som allerede er knyttet til dit tv - for eksempel PlayStation, Apple-tv samt dvd- og Blue-Ray-afspillere.
/ritzau/