Åndenød, koldsved og søvnforstyrrelser. Symptomerne på hjertekarsygdomme blandt kvinder kan være meget forskellige.
Og noget Hjerteforeningen nu vil gøre de praktiserende læger ekstra opmærksom på. Det er nemlig altafgørende for chancerne for at overleve, at kvinderne hurtigt får stillet den rette diagnose og kommer i den rette behandling.
En ny undersøgelse foretaget af YouGov blandt 1513 kvinder i alderen 40-74 år viser, at hver tredje kvinde ikke har følt, at deres praktiserende læge tog dem alvorligt, da de henvendte sig med symptomer på hjertekarsygdom første gang.
Men det er ikke kun lægerne, der skal blive mere opmærksomme på problemet, fortæller direktør for Hjerteforeningen, Inge Vestbo.
- Det er en tosidet problematik. De praktiserende læger skal blive bedre til at tænke bredt og huske, at hjertesygdomme kan præsentere sig på forskellige måder hos kvinder.
- Samtidig skal kvinderne selv blive bedre til at lytte til deres krop, bedre til at tage deres symptomer alvorligt og bedre til at insistere på at blive undersøgt hos deres læge, siger hun.
Der dør næsten en kvinde hver time på grund af hjertekarsygdomme, og sammen med kræft er hjertekarsygdomme den hyppigste dødsårsag blandt danske kvinder.
Hjerteforeningen vil nu indlede et samarbejde med de praktiserende læger for at sætte ind over for problemet.
Samtidig skal kampagnen Elsk Hjertet, der blev sat i gang 13. august, øge kendskabet til symptomerne blandt kvinder og samle penge ind til forskning i kvinder og hjertekarsygdomme.
Blandt de mest typiske symptomer er ubehag i brystregionen, åndenød, smerter i armen, mellem skulderbladende, i nakken og kæben, usædvanlig mathedsfølelse, hjertebanken og svimmelhed.