En 25-årig vikar i hjemmeplejen har fået halvandet års fængsel for voldtægt af en 91-årig kvinde i Odense og en handicappet borger i Nyborg.
Han udvises af Danmark i seks år og må ikke arbejde med pleje i tre år.
Han har anket dommen og vil frifindes.
En 25-årig vikar i hjemmeplejen er fredag idømt halvandet års fængsel ved Retten i Odense for at have voldtaget to borgere, mens han var på arbejde.
Det oplyser Anklagemyndigheden ved Fyns Politi. Ofrene er en nu 91-årig kvinde i Odense og en borger i Nyborg, der er delvist lam, stum og døv og ser markant dårligt, skriver Berlingske med henvisning til Ritzau. Voldtægterne var andet seksuelt forhold end samleje.
Ud over fængselsstraffen bliver han udvist af Danmark med seks års indrejseforbud. Han må heller ikke arbejde med pleje af mennesker i tre år fra endelig dom.
Straffen bliver anket med krav om frifindelse. Manden skal også fortsat sidde varetægtsfængslet, og den afgørelse har han kæret til landsretten.
Retten troede på ofrene
Overgrebet på den 91-årige skete i hendes eget hjem på et ukendt tidspunkt mellem den 6. og 12. juli 2025, mens overgrebet i Nyborg skete den 12. juli 2025, og undervejs signalerede borgeren, at han skulle stoppe.
Retten lagde vægt på, at ofrene havde givet troværdige og detaljerede forklaringer.
Den 25-årige skal desuden betale henholdsvis 14.000 og 15.000 kroner til de to ofre, skriver DR.