To mænd er idømt 10 års fængsel og udvisning for bestandig for drabsforsøg på den enes ekskone og hendes forældre.
Kvinden opdagede planerne gennem en app på en smartphone, og familien nåede at flygte fra Pakistan.
En app, der normalt bruges til at holde øje med børn, blev afgørende i en sag om planlagte drab i Pakistan.
Fredag har Retten i Glostrup idømt to mænd 10 års fængsel og udvisning for bestandig for drabsforsøg på den enes ekskone og begge hendes forældre. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
Drabene skulle efter planen finde sted, mens kvinden opholdt sig på ferie i Pakistan. Men en lydoptagelse fra appen FindMyKids afslørede planerne, inden de blev gennemført.
Hørte mændene planlægge drab
Appen havde i længere tid været installeret på eksmandens telefon, som parrets fælles barn tidligere havde haft adgang til. Via appen kunne kvinden høre de to mænd tale om, at et ukendt antal gerningsmænd befandt sig foran familiens hus i Pakistan.
Ifølge samtalen var gerningsmændene blevet hyret til at dræbe kvinden og begge hendes forældre. De troede fejlagtigt, at kvindens far også opholdt sig i huset. Kvinden var på det tidspunkt i huset sammen med sin mor og parrets fælles barn.
Familien flygtede i al hast fra huset midt om natten og vendte tilbage til Danmark, hvor kvinden anmeldte sagen til politiet.
Optagelsen fik afgørende betydning
De to mænd blev anholdt i 2025 og har siddet varetægtsfængslet siden. Efter flere retsdage fandt Retten i Glostrup dem skyldige. Særligt lydoptagelsen fra appen fik betydning for rettens afgørelse.
- Jeg er glad for, at retten tillagde særligt den ene lydoptagelse den vægt, som vi mente, den havde. Også selvom det er en usædvanlig situation, at en smartphone-app har skabt et af de vigtigste beviser i en sag om drabsforsøg, siger anklagerfuldmægtig Caroline Treschow fra Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.
Begge mænd har anket dommen.