Peter Bellis fans må væbne sig med tålmodighed. Deres 69-årige idol er nemlig så medtaget af sygdom, at alle hans koncerter er aflyst frem til efter sommeren.
Det er en alvorlig infektion, der har fået bugt med "Ulven", der dog efter omstændighederne har det godt.
- Det begyndte med en urinvejsinfektion, som vi egentlig troede, der var styr på, men det var der ikke, og så spredte det sig til resten af kroppen. Derfor valgte vi at aflyse resten af koncerterne i foråret. Peter har brug for hvile, og vi vil hellere levere nogle gode shows, når han er helt på toppen igen, siger manager Ole Østergaard Nielsen i dag til Ekstra Bladet.
Har man købt en billet til en af "Ulvens" forårskoncerter, kan man enten få pengene retur eller få den ombyttet til en billet til en af efterårskoncerterne.