- Det er det mest ubehagelige, jeg har oplevet.
Sådan beskriver tv-vært og journalist, Jes Dorph-Petersen, følelsen af et bid fra en skovflåt.
- Indtil jeg kom i behandling, var smerterne ulidelige. Jeg kunne slet ikke sove om natten, fortæller han til B.T.
Et bid fra en skovflåt er ikke noget at spøge med. De små blodsugere kan nemlig bære sygdomme med sig, som kan være meget alvorlige for mennesker. De alvorligste er borrelia, der kan medføre lammelser, nervebetændelse og hjernehindebetændelse. Sidstnævnte kan give kroniske eftervirkninger som depression og migræne.
- I dag er det ti år siden, jeg blev bidt, men jeg har stadig ondt i benene, og jeg bliver hurtigere træt, fortæller Jes Dorph.
Tv-værten siger, at de fortsatte mén skyldes, at han ikke gav sig god nok tid til at restituere efter biddet, men i stedet vendte hurtigt tilbage til arbejde for at dække Kronprinsens bryllup.
- Man skal tage det alvorligt, og man skal restituere efter sådan en tur. Men de fleste slipper uden mén, så man skal ikke gå i panik, råder Jes Dorph.
Skovflåten færdes mest på fugtige steder, som skovbunden, og den har højsæson fra juli til september.