To 31-årige mænd er dømt for en lang række grove cykeltyverier og hælerier i København.
En stor del af de stjålne cykler blev solgt videre gennem cykelforretninger på Frederiksberg og Nørrebro.
To 31-årige mænd er ved Retten på Frederiksberg dømt for en lang række grove cykeltyverier og hælerier. En stor del af de stjålne cykler blev solgt videre gennem cykelforretninger på Frederiksberg og Nørrebro. Det oplyser Anklagemyndigheden ved Københavns Politi. Ifølge anklagemyndigheden er der tale om tyverier og hælerier af særlig grov beskaffenhed.
Den ene mand er dansk statsborger. Han fik et år og ni måneders fængsel for tyveri og hæleri af cykler og ladcykler samt en række indbrud. Samlet drejer det sig om over en million kroner. Den anden er tunesisk statsborger. Han fik et år og fire måneders fængsel og en advarsel om udvisning for tyveri og hæleri af cykler for over 200.000 kroner.
23-årig varetægtsfængslet
Onsdag morgen blev en 23-årig dansk mand anholdt og sigtet for tyveri, groft hæleri og forsøg på hæleri af i alt 45 cykler, herunder dyre ladcykler.
Han er desuden sigtet for dokumentfalsk for at have ændret stelnumrene på nogle af cyklerne. En del af de cykler er solgt videre til kunder i en cykelforretning på Nørrebro, oplyser anklagemyndigheden i en anden meddelelse.
Efter et grundlovsforhør onsdag eftermiddag blev han varetægtsfængslet i 27 dage. Han er sigtet, ikke dømt. Politiet vurderer, at den 23-årige har forbindelse til de to dømte mænd, og at der er en sammenhæng mellem sagerne.