En 40-årig mand fra Favrskov Kommune er sigtet for forsøg på voldtægt og forsøg på særdeles farlig vold mod flere børn under 12 år.
Ifølge anklageren prøvede han fire gange at få børn hjem til sig gennem et børnemodelbureau, men han fik aldrig kontakt til nogen af dem.
Han nægter sig skyldig, og anklagemyndigheden krævede ham torsdag varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør for lukkede døre.
En 40-årig mand er sigtet for at have forsøgt at voldtage flere børn under 12 år og for forsøg på særdeles farlig vold mod dem. Ifølge sigtelsen lykkedes det ham dog aldrig at få kontakt til nogen af børnene.
Det oplyser Østjyllands Politi. Torsdag den 12. november blev manden fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers, hvor han blev varetægtsfængslet til 10. december.
Han nægter sig skyldig. Det sagde han i retten, inden dørene blev lukket, skriver TV 2 Østjylland, som var til stede. Manden blev anholdt onsdag omkring klokken 10.
Den 40-årige er fra Favrskov Kommune og havde ingen relation til børnene, skriver Ritzau ifølge Din Avis.
Kontaktede et modelbureau
Ifølge anklageren kontaktede manden fire gange et børnemodelbureau for at få mindreårige piger hjem til sin adresse. Det skulle være sket på fire datoer i sommeren 2025 og i sommer. Anklagemyndigheden mener, at han havde planlagt voldtægter og grov vold mod børnene. men bureauet svarede aldrig på hans henvendelser, og planerne blev ikke ført ud i livet.
Detaljerne om modelbureauet kom frem i retten, før dørene blev lukket, og blev også bragt af Randers Amtsavis. Ifølge anklagen har manden desuden brugt sociale medier og flere falske profiler.
Retten lukkede dørene
Anklageren bad om lukkede døre, fordi efterforskningen er helt i begyndelsen, og politiet undersøger, om der kan være flere ofre eller et større netværk.
Af hensyn til sagens karakter ønsker Østjyllands Politi ikke at oplyse mere om sagen.