Der bruges færre offentlige penge på retshjælp, og kontorerne registrerer færre rådgivninger, viser en ny rapport fra Justitia.
Mange retshjælpskontorer har meget begrænsede åbningstider, svært ved at skaffe folk og en usikker økonomi.
Tænketanken vil have en reform, så alle kontorer får penge til faste, lønnede medarbejdere.
Den offentlige hjælp til borgere, der ikke selv kan gennemskue reglerne eller håndtere en tvist, er skrumpet. Der bruges færre penge på retshjælp, færre institutioner får tilskud, og kontorerne registrerer færre rådgivninger.
Det viser en ny rapport fra tænketanken Justitia, som nu vil have en reform af hele retshjælpsordningen.
- I en retsstat skal alle borgere have en reel mulighed for at gøre deres ret gældende. Det er Justitias vurdering, at den nuværende retshjælpsordning ikke i tilstrækkelig grad sikrer denne mulighed for alle. Derfor er der behov for, at staten tager et større ansvar for borgernes adgang til retshjælp, siger Birgitte Arent Eiriksson, direktør i Justitia.
Færre penge til advokathjælp
Siden 2012 har retshjælpspuljen ligget nogenlunde stabilt, men svagt faldende, målt i faste priser. Udgifterne til retshjælp ved advokat er derimod faldet markant.
I 2025 gik 23,7 millioner kroner til retshjælpskontorer, 0,5 millioner kroner til advokatvagter og 1,9 millioner kroner til retshjælp ved advokat. Dertil kommer mindre beløb fra særlige puljer og midlertidige bevillinger.
Samtidig forventes borgerne i højere grad at klare civile sager og straffesager uden en advokat. Har man ikke ressourcerne til selv at håndtere sagen, kan man reelt blive afskåret fra at gøre sin ret gældende, mener Justitia.
Dækker ikke udgifterne
Retshjælpen er i vidt omfang præget af frivilliges engagement. I Justitias spørgeskema til 29 retshjælpskontorer svarer et flertal af de kontorer, der får tilskud, at tilskuddet ikke dækker deres udgifter. Mange kontorer har desuden meget begrænsede åbningstider, svært ved at rekruttere og en usikker økonomi.
- Frivillige løfter en stor og værdifuld opgave i retshjælpsordningen. Men en opgave af så stor betydning for borgernes rettigheder og retssikkerhed kræver også stabil bemanding og finansiering, siger Birgitte Arent Eiriksson.
Ønsker lønnede medarbejdere
Justitia anbefaler, at alle retshjælpskontorer får penge til en fast bemanding af lønnede ledere og medarbejdere. Tænketanken vil også have klarere regler for, hvad kontorerne kan få tilskud til.
Reformen bør desuden give kontorerne tilskud, når de hjælper borgere i retssager under den forenklede proces, hvor man som udgangspunkt ikke har en advokat. Endelig ønsker Justitia mere information til borgerne og et fælles sekretariat for kontorerne.