Københavns Kommune vil have byens 14-17-årige ind på plejehjemmene i et lønnet fritidsjob.
Der er penge til 30 fritidsjob i 2027 og 36 om året fra 2028 til 2030, oplyser kommunen.
Ordningen er et forsøg over fire år.
Tag med, når de ældre skal på tur, giv en hånd med ved en social aktivitet eller vask op efter et måltid - og få løn for det.
Det er tilbuddet fra Københavns Kommune til byens 14-17-årige. Med en ny såkaldt spireordning kan de unge få et fritidsjob på et af kommunens plejehjem. Baggrunden er, at ældreplejen mangler medarbejdere, og behovet vil kun vokse de næste mange år, skriver kommunen. Med ordningen kan de unge teste, om et job i ældreplejen kunne være noget for dem.
Samtidig skal de unge aflaste de uddannede medarbejdere, så der bliver mere tid til kerneopgaven.
Mindst fem timer om ugen
Der er 42 plejehjem i Københavns Kommune. De unge skal som udgangspunkt arbejde mindst fem timer om ugen. Partierne bag kommunens seneste budgetaftale har afsat penge til løn til 30 fritidsjob i 2027. Fra 2028 til 2030 stiger det til 36 job om året.
I alt er der afsat godt 4,4 millioner kroner til ordningen, som skal køre som forsøg i fire år.
Sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) ser ordningen som én af flere måder at skaffe hænder på.
- Hvis vi skal imødegå de massive rekrutteringsudfordringer i ældreplejen, er vi nødt til at spille på mange forskellige strenge. Med spireordningen kan vi få nogle unge, der mangler et fritidsjob, til at løse nogle opgaver, som aflaster de øvrige medarbejdere på vores plejehjem, siger han.
Han håber også, at nogle af de unge får smag for et velfærdsfag, for eksempel som social- og sundhedsassistent eller social- og sundhedshjælper.
- Måske får de øjnene op for, hvor vigtigt et fag det er, og nogle af dem vælger måske en sundhedsuddannelse senere eller får lyst til at blive frivillig på et plejehjem, siger Jens-Kristian Lütken.