Næsten fire ud af fem forældre mener, at de ved, hvilke reflekser en cykel skal have.
Men kun 43 procent kan udpege dem alle uden fejl.
De fleste forældre tror, de har styr på reflekserne på børnenes cykler. Men over halvdelen tager fejl.
I en ny undersøgelse for Cyklistforbundet og GF Fonden svarer 79 procent af forældrene, at de præcist eller nogenlunde ved, hvilke reflekser en cykel skal have. Alligevel kan kun 43 procent udpege alle de lovpligtige reflekser uden samtidig at vælge forkerte svar.
- Mange tror, de har styr på reflekserne, men undersøgelsen viser, at over halvdelen faktisk ikke kender alle reglerne. Det er bekymrende, for børn skal kunne ses i trafikken, ikke mindst i de mørke måneder, siger Kenneth Øhrberg Krag, direktør i Cyklistforbundet.
Bevægelige reflekser gør en forskel
Når billygterne rammer cyklens reflekser, bliver lyset sendt tilbage mod bilisten, så cyklisten er meget lettere at få øje på. Mangler reflekserne, kan bilisten opdage barnet senere og få mindre tid til at reagere.
Postkort der bruges til at lære eleverne om at tjekke en cykel i Lys På-Kampagnen. Grafik: Cyklistforbundet/Gefion
- Undersøgelser viser, at ikke mindst de bevægelige reflekser, der skal sidde på pedalerne og hjulene, øger synligheden betragteligt, og vi opfordrer faktisk til, at forældrene supplerer de lovpligtige reflekser på cyklen med reflekser på tøjet, siger Kenneth Øhrberg Krag.
Hver tiende har cyklet uden lys
Undersøgelsen viser også, at hver tiende forælder ved, at barnet har cyklet uden lys inden for det seneste år. Glemte lygter og flade batterier er blandt de hyppigste årsager.
Næsten hver femte forælder tror, at lyset først skal tændes, når gadelygterne gør. 76 procent ved, at cykellygterne skal være tændt fra solnedgang til solopgang og ved nedsat sigtbarhed.
- Tjek lygterne, tjek reflekserne, og gør det til en vane sammen med barnet, siger Helle Nielsen, uddelingschef for GF Fonden.