En 36-årig mand er varetægtsfængslet frem til 10. december, sigtet for brandstiftelse mod en etageejendom i Store-Heddinge.
Anklagemyndigheden vurderer, at han gik efter adresser, hvor han troede, at kvinder, han tidligere havde haft et forhold til, opholdt sig.
En 36-årig mand blev torsdag varetægtsfængslet af Retten i Roskilde. Han er sigtet for brandstiftelse mod en etageejendom i Store-Heddinge tirsdag aften.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi. Ved branden blev der sat ild til genstande på en bagtrappe.
Manden nægtede sig skyldig, men ville i øvrigt ikke udtale sig. Han tog forbehold for at kære fængslingen, altså klage over den, på et senere tidspunkt.
Sigtet efter skrap paragraf
Fordi branden kunne have spredt sig og været livsfarlig for beboerne, er manden sigtet efter straffelovens paragraf 180. Den handler om ildspåsættelse, der kan medføre overhængende fare for andres liv.
Han er desuden sigtet for en brand i Haslev, hvor der torsdag den 5. november blev sat ild til en ejendom. I den sag fandt retten ikke grundlag for at fængsle ham.
Anklagemyndigheden har en foreløbig vurdering af, hvorfor de to brande blev påsat. Det er anklagerens vurdering, og manden nægter sig skyldig.
- Det er på nuværende tidspunkt vores vurdering, at i begge tilfælde har motivet været, at han gik efter adresser, hvor han troede, at kvinder, som han tidligere havde haft et forhold til, opholdt sig, siger anklager Agnes Møller fra anklagemyndigheden for Midt- og Vestsjælland.
Den 36-årige er fængslet frem til den 10. december.