En amerikansk læge er blevet sagsøgt af en mand, fordi han ved en fejl erklærede mandens kone død.
Manden, Guadalupe Arroyo, mener, at hans 80-årige hustru, Maria Arroyo, var i live, da lægen erklærede hende død, skriver ABC News.
Det var en læge på et hospital i Los Angeles, Californien, der havde erklæret kvinden død og placeret hende i ligrummets fryseboks. Hendes mand undrede sig imidlertid over ligets tilstand. Kvinden lå med hovedet nedad, havde blå mærker og en brækket næse. Derfor ville han i første omgang sagsøge lægerne for dårlig behandling af liget.
En ekspert mente imidlertid, at skaderne på konens krop og ansigt var kommet af, at hun var vågnet op i den iskolde, låste fryseboks og forsøgt at komme ud. Ifølge eksperten var Maria Arroyo således ikke død, da hun blev lagt på køl i lighuset, men døde af kulde.
Episoden fandt sted i 2010, men retten har netop besluttet, at den ikke er forældet.
Kilde: ABC News.