Når Benny Ehrenreich skriver en lægeerklæring til jobcentret om en af sine patienter, ved han godt, at de ansatte på centret højst sandsynligt ikke vil anerkende hans vurdering af patientens helbred.
- Jeg kan bare se mine patienter blive mere og mere syge, mens de bliver kastet rundt i systemet, men den vurdering bliver bare ikke taget for gode varer, siger han.
Benny Ehrenreich er praktiserende læge i København og har mange patienter på kanten af arbejdsmarkedet. Patienter, som bliver sendt igennem en lang række af ressourceforløb, der skal klarlægge om borgeren kan arbejde eller skal på førtidspension.
- Jeg sidder jo med mange, der er rigtigt dårlige, så det kan godt være, at ressourceforløbene er velfungerende for mange. Men jeg oplever ofte, at mine patienter bliver dårligere af det, siger han.
- Jeg blev følelsesmæssigt berørt, for jeg kunne se, at min patient var både nervøs og følte sig dybt frustreret over, at han skulle ud i endnu et forløb, husker han.
Benny Ehrenreich skriver lægeerklæringer til jobcentrere flere gange om måneden. Ligesom overlæge Steen Hupfeld, som Avisen.dk skrev om onsdag, oplever han ofte, at hans udtalelser ikke bliver taget alvorligt.
- De tager ikke hensyn til det, jeg skriver. Men hvorfor spørger de mig så?
Læs, hvordan kommunerne ser på sagen her
Stoneface
Benny Ehrenreich ville ønske, at det var lettere for hans patienter at få tilkendt førtidspension.
- Jeg er med på, at man bliver nødt til at presse nogle til at blive på arbejdsmarkedet. Men hvis jeg og patienten igennem en lang årrække vurderer, at arbejdsevnen ikke kan genvindes, så synes jeg, det skal tages rigtigt alvorligt, siger han.
Som det er i dag, kan man kun få førtidspension, hvis det er formålsløst at forsøge at udvikle arbejdsevnen. Og det er jobcentret ressourceteam, der skal lave den vurdering.
Det er ikke mange uger siden, Benny Ehrenreich var med til et møde i et ressourceteam, der skulle afgøre, om hans patient "Jørgen" skulle have førtidspension eller i et nyt ressourceforløb.
- Jeg blev følelsesmæssigt berørt, for jeg kunne se, at min patient var både nervøs og følte sig dybt frustreret over, at han skulle ud i endnu et forløb, husker han.
Da kigger han rundt på de tre sagsbehandlere og den psykiatriske overlæge, der skal træffe beslutningen, og spørger, om der er nogen af dem, der tror på, at "Jørgen" nogenside kommer i arbejde igen.
- Der var stoneface hele vejen rundt. Der var ikke nogen af dem, der så ud til at have det særlig godt med det. Jeg tror, de havde det skidt.
Presset til det
Benny Ehrenreich bebrejder ikke de sagsbehandlere og læger, der træffer beslutningerne om, at hans patienter skal i ressourceforløb. Det er lovgivningen, den er gal med, mener han.
- Det er jo næsten umuligt at bevise, at der ikke er en lille rest arbejdsevne, der engang vil kunne udvikles. Man skal jo have amputeret begge ben, for at man kan sige, at den her mand kommer ikke til at gå igen, erklærer han.
Når ressourceteamet skal vurdere, om den syge borger har en arbejdsevne, der kan udvikles, skal de indhente oplysninger fra forskellige læger og lave en helhedsvurdering.
Derfor kan andre læger have en anden oplevelse af patienten end Benny Ehrenreich.
- Jeg synes nogle gang, det er en halsløs gerning, når patientens arbejdsevne bliver vurderet på en samtale på en til to timer. Så bliver min lægelige vurdering underkendt, selvom det er patienter, jeg har kendt i 15-16 år, siger han.