Ulf Harbo er medlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune for Enhedslisten, og er folketingskandidat. Det meste af fritiden - fra både kommunalpolitik og jobbet som friskolelærer - bruger Ulf Harbo nu på at være bisidder og samfundsdebattør. Bisidder-opgaverne gælder primært borgere i hele Danmark, som er udsat for ulovlig og skadelig sagsbehandling af deres egen lokale kommune - især i deres personlige sager om sygedagpenge, fleksjob og førtidspension.
DE FLESTE af de mennesker, jeg møder i mit frivillige arbejde som bisidder, er mennesker, der har arbejdet i 20-40 år - men som ikke kan mere på grund af nedslidning, ulykke eller kronisk sygdom. De har alle en stærk arbejdsidentitet og har ofte ventet alt for længe med at søge hjælp. En hjælp de skammer sig over at modtage.
På landets jobcentre er de alle blevet mødt med mistro og myten om, at de er for dovne, for umotiverede og hverken gider arbejde eller se i øjnene, at de er indbildt syge.
I dette uværdige beskæftigelsescirkus mødes de før så aktive og arbejdende borgere af svigt på svigt og systematiske lovbrud.
De mister nu deres sygedagpenge efter 22 uger. Sygedagpenge, de gennem et langt arbejdsliv er blevet berettiget til. Derefter bliver de sendt ud i fattigdom og såkaldt selvforsørgelse.
DÉT FÆLLESSKAB, de troede at være en del af gennem mange års skattetræk, vil ikke hjælpe dem til gengæld. Hvor jobcenteret ifølge loven burde afklare dem hurtigt og effektivt - så de kan bevare deres levestandard og livskvalitet - sendes de nu i stedet i rotation i formålsløse virksomhedspraktikker, der forværrer deres handicap og nedslidningsskader.
De bliver ikke afklaret til dét fleksjob, som ville kunne fastholde dem på arbejdsmarkedet, før de har været i 5-10 års kommunalt helvede. Og de fleste har i forløbet udviklet angst, PTSD eller depression.
Jeg er enig i, at det for mange mennesker dårligt kan betale sig at arbejde, rent økonomisk. Alligevel ønsker de fleste at arbejde for enhver pris.
PROBLEMET ER derfor sjældent manglende motivation hos den enkelte. De største problemer er strukturelle og drejer sig til dels om usund konkurrence, hvor der i alt for mange jobs er helt urimelige arbejdsvilkår.
Særligt på de offentlige velfærdsområder - hvor flittige borgere på trods af en lav løn vælger at arbejde som sygeplejerske, pædagog, social- og sundhedshjælper/assistent eller lærer - er der et ekstra pres ovenfra.
Konstante effektiviseringskrav, unødig kontrol og administration ødelægger fagligheden, mens spareøvelser fremført som reformer gør, at ressourcer og arbejdsopgaver ikke følges ad. Når de flittige hænder på gulvet samtidig kan se chefer og direktører til skyhøje lønninger sidde på hermetisk lukkede kontorer - hvis de da ikke er ude på dyre konferencer, seminarer og møder - er der opstået et usundt hierarki uden sammenhæng.
JEG ER helt enig med psykiater Henrik Day Poulsen i, at det kan være sundt at arbejde - og for rigtig mange syge og handicappede parkeret i kontanthjælpssystemet ville det sundeste være, hvis de fik et godt fleksjob.
At få et fleksjob i dag er dog ikke nødvendigvis en skånestilling. Fleksjobbere er som andre på bunden af hierarkiet underlagt et urimeligt pres fra den usunde konkurrence. Der bliver sjældent taget hensyn til skånebehov, og borgere i fleksjob bliver udnyttet som billig arbejdskraft. Deres effektivitet bliver ofte sat for lavt, hvilket gør at de fx skal arbejde 10 timer for at få løn for 5.
Det er også et politisk skabt problem, at det ikke kan betale sig at arbejde for mennesker, der er underlagt gensidig forsørgelsespligt - hvilket alle, der er gift eller bor med en førtids-, brøk- eller folkepensionist er. Gensidig forsørgelsespligt er og bliver en ekstra skat på sygdom og handicap, der rammer familier, som i forvejen er hårdt ramt.
LØSNINGEN ER at fjerne den gensidige forsørgelsespligt for alle, og at sætte mindstelønnen op - medmindre man bevidst vil skabe mere fattigdom for den gruppe af mennesker, som ulovligt er parkeret i kontanthjælpssystemet.
Arbejde er normalt sundt, men det kræver også, at der er arbejde at få, hvor man ikke bliver syg eller mere syg af sit arbejde.
Lige nu ser vi, at flere bliver syge af at arbejde. Og det skyldes altså ikke den enkeltes personlige motivation. Det skyldes desværre de urealistiske forventninger til kontrol og topstyring, som vores politikere og ledende embedsværk har opdyrket - ofte for egen vindings skyld. Fastholder man løgnen længe nok, er karrieren op i hierarkiet lagt til rette.
DE MANGE flittige danskere, der står for at passe vores gamle, børn, syge og handicappede, piskes derfor af urealistiske effektivitetskrav. Det er ikke effektivt, at omsorgspersonale fra operationslæger til pædagogiske assistenter både skal løbe stærkere og bruge mere tid på bureaukrati - samtidig med, at sparede midler bruges på flere dyre konsulenter og øget administration.
Vi får at vide, at vi lever i krisetider, hvor vi alle må affinde os med mindre velfærd og lavere lønninger for konkurrenceevnens skyld.
Fra mine to pladser som bisidder og som folkevalgt i en kommunalbestyrelse, underlagt alle embedsværkets nye mirakelkure og konsulentkammerater, kan jeg se en skattebetalt magtelite i toppen af stat, regioner og kommuner, der er bonkammerater med tidligere kollegaer, der er gået ind i det private for at tjene penge på at levere ydelser til det offentlige.
Jeg ser en elite, der bilder borgerne ind, at der ikke er råd til velfærd - mens de selv får endnu en lønforhøjelse og planlægger endnu et seminar. Køber endnu en ny digital løsning, nedsætter endnu en ny politisk styret pulje, eller endnu en studierejse for de politikere, der burde sige stop.
VI SER i dag en skattebetalt overklasse, der bliver rigere og rigere. En årsløn på over en million er ganske almindelig i toppen af velfærds-hierarkiet i kommuner, regioner og stat.
Vi ser i stigende grad, at kommunale og statslige topchefer ynder at bruge skatteydernes penge på at hyre private servicevirksomheder til at betjene kommune og stat - som konsulenter eller som service og gerne konsulenter, der bekræfter den vedtagne løgnehistorie.
Det er virksomheder, der - når man går dem efter i sømmene - ofte viser sig at være startet af tidligere medarbejdere i stat og kommune, eller har ansat tidligere medarbejdere fra det offentlige.
LIBERAL ALLIANCE og Venstre kalder denne forretning for sund konkurrence. Fra min stol er det snarere usund og systematisk korruption.
Problemet er ikke for få penge til velfærd - men for mange penge, der bliver brugt til puljer, konsulenter, konferencer, kurser, analyser, konstante reformer, omstruktureringer og psykiatere/læger (som Henrik Day Poulsen og Vibeke Manniche) der sidder på kommunernes side i deres konkurrence mod vores mest udsatte borgere.
SÅDAN BETALES de såkaldte effektiviseringer, der alle kræver mere og mere administration og flere og flere besparelser i den daglige drift af vores velfærd.
Så kan det betale sig at arbejde? I dag kommer det desværre ofte an på, hvor du sidder i velfærds-hierarkiet - og om du har pisken i hånden eller pisken over nakken.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.