Af David Trads
TIBET-SKANDALEN, hvor politifolk – efter lodret ordre ovenfra – ophævede en lovlig demonstration for at hindre, at Kinas præsident ’tabte ansigt’, er desværre et rammende udtryk for den udenrigspolitik, som danske diplomater ønsker:
Til side med alle generende principper, ind med udglattende fraser – så vi kan holde den gode tone og sælge et par pølser i slipstrømmen.
Særligt slemt er det i forhold til Kina, der som bekendt både er verdens største autoritære regime og klodens næststørste økonomi.
’Åh, et pragtfuldt marked for vores eksport’, tænker diplomaterne, mens de pudser deres laksko og tømmer deres Chardonnay.
OVERDRIVER JEG? Desværre ikke!
Siden Udenrigsministeriet valgte at opprioritere ambassaders fokus på at servicere dansk erhvervslivs eksport, er kræmmermentaliteten vokset. De – alt for mange – ministre, vi har haft i ministeriet de forløbne år, har kun gjort ondt værre:
Bare siden 2010 har svingdøren til Udenrigsministeriet stået på vid gab, så de folkevalgte politikere dårligt har nået at sætte sig i stolen, før de forsvandt igen – se bare på listen over nye udenrigs-, handels-, europa-, udviklings- og nordiske ministre siden 2010:
Lene Espersen, Villy Søvndal, Holger K. Nielsen, Martin Lidegaard, Kristian Jensen, Nick Hækkerup, Pia Olsen Dyhr, Mogens Jensen, Nicolai Wammen, Søren Pind, Christian Friis Bach, Rasmus Helveg Petersen, Karen Ellemann, Carsten Hansen, Carl Holst, Peter Christensen.
TILGIV MIG, hvis jeg har glemt nogen – men listens 16 (!) navne illustrerer jo glimrende, hvordan kursen alt andet lige mere må bero på diplomaters indstillinger end på politiske prioriteringer.
Politikere, tror jeg, har som udgangspunkt ideologier at styre efter – hvis de får tid. Danmark havde faktisk en politiker-styret udenrigspolitik under Uffe Ellemann-Jensen, Niels Helveg Petersen og Per Stig Møller. Hvorfor? Fordi de fik tid til at gennemføre en linje.
Diplomaters mål er i reglen, at den gode stemning skal bevares; at dialogen, processen, forhandlingerne fortsætter; at vi for guds skyld skal huske, at det snart er Australiens nationaldag, Kinas nytår, Saudi-Arabiens konges fødselsdag, og, nå, ja, reception på Tyrkiets ambassade på tirsdag...
Midt i den udenrigsministerielle protokolære linedans kommer almindelige mennesker ofte i vejen. Det var ubekvemt for den gode stemning mellem Beijing og København, at demonstranter ville vifte med Tibets flag. Kinas præsident kunne tabe ansigt. Oh, skræk!
DERFOR LOD Udenrigsministeriet – ifølge Jyllands-Postens afsløringer – politiets ledelse forstå, at den slags var uheldigt. En del tyder på, at det var diplomaternes besked, som fik politiet til at fjerne demonstranterne, så de ikke kunne gennemføre deres helt lovlige protest.
Desværre er jeg ikke overrasket. Diplomaterne bliver i reglen helt skæve i ansigtet, når man beder dem forklare, hvad de eksempelvis vil definere Kina som:
Et diktatur?
Nej, det kan man ikke sige. I hvert fald ikke i oberst Gaddaffi-facon!
Et demokrati?
Nej, ikke helt. Men glem ikke, at kommunistpartiet er ret demokratisk!
Et autoritært regime?
Nej, det kan man heller ikke sige. Det er langt mere nuanceret!
Et marked for danske frankfurtere?
Ja, ja. Det kan du lige tro.
TIDEN ER vist inde til, at der igen kommer en politiker i spidsen for Udenrigsministeriet. Og gerne i mere end et års tid, tak.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.