Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
DANMARK ER på en gang meget lille og meget stor. Det er der masser af eksempler på. Når det handler om flygtningestrømmen ind i landet, er vi alt, alt for små til at tage trykket trods vores nærmest urimelige rigdom målt på en verdens-skala. Men når det handler om at deltage i de krige, der er med til at skabe grundlaget for flugt, er vi store nok til at deltage side om side med de største.
OGSÅ I en meget fredeligere problematik i de forløbne uger oplever man dette paradoksale forhold mellem dværg og kæmpe. Vi er simpelthen for små til at have en reel strategi for decentralisering af den statslige sektor. Men når regeringen så beslutter at sætte magt bag den decentrale hensigt, svarer store dele af oppositionen og ikke mindst fagforeningerne som om landet havde amerikanske afstande. Det beskrives som en komplet urationel straffeaktion at udflytte styrelser og dele af ministerier – bare til Næstved. Og flytningen af fem medarbejdere i Rådet for social udsatte til Bornholm får sarkasme og sorg frem i debatten.
SELV VAR jeg først rystet, da jeg hørte radiodækningen af skæbnen for Statens Værksteder for Kunst. Lederen var på med gravrøst. Men han lovede efter en minimal kunstpause, at han flytter med. Nu håbede han bare, at alt ville gå godt og de gode medarbejdere flytte med. Sandt nok. Først da – 3-4 minutter inde i indslaget - hørte jeg, hvor mange folk der vare tale om: 8 kompetente ansatte! Og hvorhen gik så denne straffeaktion, tænkte jeg, og måtte udelade klippeøen i Østersøen, der jo havde fået sin luns. De otte mand tvangsflyttes til – Helsingør! Og kommer til at dele skæbne med de titusindvis, der dagligt må bevæge sig den anden vej - fra Sjælland ind til København.
PROPORTIONERNE TALER taler deres eget sprog og kan herefter bruges til en diskussion, der allerede nu beskriver provinsen som en uciviliseret udørk, der vil splitte kærnefamilier og gøre børn fader- eller moderløse. Og jeg tænker på de borgere, der end ikke kan bo i samme land, som deres ægtefælle. Eksempelvis i morges, hvor en ung, kinesisk forsker, som i vogn 2282 talte om udfordringen i, at hun bor i København, i disse måneder arbejder mest i London – mens hendes mand, som hun blev gift med for et par år siden – bor i Amsterdam. Mon ikke styrelsesmedarbejderne overlever den daglige togtur til Næstved. Mon ikke en familie med et ordentlig varsel kan holde til en diskussion om at flytte teltpælene til en egn, hvor huspriserne er halvdelen, en femtedel – eller en tiendedel af hovedstadens. For slet ikke at taler om det frie valg i en tid, hvor beskæftigelsen stiger: Man kan vælge ikke at flytte med!
Et job er et tilbud – ikke en livsgaranti i samme virksomhed. Eller som min gode ven, sparekassedirektøren Hans Erik udtrykte det i sit foredrag om selvledelse og firma-ånd for mine medarbejdere i Radioens Chefredaktion, hvor jeg var chef (på klingende vestfynsk, - da alt det der management-pis blev for meget for en af mine meget københavnske medarbejdere, der med en hovedrysten og sukken ikke kunne skjule sin væmmelse over provins-ånden): ” …Jamen Ole, da’ jo ing’n, der tvinger dig til at vær’ ansat i Mi’elfart Sparkass’ …”
OG FOR nu ikke at gå helt i provins-selvsving: Jeg har IKKE faglig kompetence til at se, om de udflyttede medarbejdere, råd og styrelser er de rette. Jeg har til gengæld en 36-årig fortid som medarbejder og chef i Statsradiofonien. Og guderne skal vide, at det kostede blod sved og tårer at flytte ressourcer fra Hovedstaden til provinsen. Jeg var tillidsmand på et tidpunkt og måtte finde mig i at nogle af mine faglige kolleger i København direkte og indirekte svinede den provinsafdeling til, som jeg selv var udsprunget af.
DET VAR kulturelt, fagligt, menneskeligt, kvalitativt, politisk – en katastrofe at udbygge i provinsen, når det betød reduktioner i København. Antallet af arbejdspladser var uvæsentligt – arbejdspladserne beliggenhed afgørende.
I DAG ER det absurd at tænke på, at det måske netop er det ”aldanske” DNA i medievirksomheden, som er det bedste bolværk mod de kommende nedskæringer. Mens det er den halv-kommercielle, urbaniserede, trendy, internationalt konceptionerede medieproduktion, som virkelig er sprængstoffet under public service. Her ønsker modstanderne af licens ikke bare at flytte ressourcer til Jylland. Mandskab og penge skal helt ud af DR.
EN MEGET mere progressiv og aktiv decentralisering og udbygning af den trafikale og digitale infrastruktur kunne have hjulpet Danmark uden for hovedstaden på en måde, som havde overflødiggjort det pludselige ryk, som måske ikke kommer til at rykke så meget. Tænk hvis Danmark havde hurtigtogforbindelser mellem Ålborg, Århus og København på niveau med f.eks., Tyskland, Italien og Frankrig! Det ville reducere bekymringen over at bo i en stor by og arbejde i en anden.
TÆNK HVIS danske politikere havde valgt elektrificering af jernbanenettet frem for IC3-skandalen! Tænk hvis det bjergløse kongerige havde valgt at investere i visionen om fibernet til alle husstande – digital højhastighed ud til alle - og muligheden for arbejde på lange afstande.
STATSMINISTEREN VALGTE i sin åbningstale at transformere tragedie af et udflytningsprojekt til et ikon for beslutsomhed. ”Den største udflytning nogensinde…..”. 3.900 stillinger flyttes ud! På mig virker tallet skamløst beskedent sammenlignet med de tab af arbejdspladser, som har ramt virksomheder i provinsen.
BORNHOLM MISTEDE nyligt virksomheden Marel, som producerer opskæringsmaskiner til
fødevareindustrien. Det kostede 43 - mest specialiserede arbejdspladser, som nu flyttes til Århus, hvor bornholmerne fik tilbud om at flytte med. 43 – åh herregud! Og dog er tallet ikke så lille. Havde samme nedtur ramt hovedstadens 18 kommuner med samme effekt, ville antallet være omkring 1300 medarbejdere. Altså en tredjedel af den kontroversielle provins-udflytning fra massevis af etater og styrelser.
MAREL-LUKNINGEN VAR en ren lokal historie. 1300 i hovedstaden var med garanti røget i tv-avisen!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.