Det var helt på sin plads, da politiet i 2014 fratog to fynske mænd deres tævehunde, Frigg og Marley, med henblik på at aflive dyrene.
Det slår Højesteret fast i en principiel dom tirsdag.
Dermed skal søskendeparret aflives.
Sagen tog sin begyndelse i sommeren 2014, da Fyns Politi havde fået en anonym henvendelse om, at der befandt sig to ulovlige hunde på en adresse i Odense.
I efteråret samme år fjernede politiet de to hunde og besluttede, at de skulle aflives.
Ejerne klagede over afgørelsen til Rigspolitiet, der dog kom frem til samme beslutning som Fyns Politi.
Rigspolitiet mente som Fyns Politi, at hundene tilhører racen amerikansk staffordshire terrier eller en krydsning af racen.
Det afvises af hundenes ejere, som med hjælp fra foreningen Fair Dog lagde sag an mod Rigspolitiet for at få beslutningen omgjort.
De mener ikke, at de fik tilstrækkelig mulighed for at argumentere for, at hundene ikke tilhørte de ulovlige racer.
Det har de så gennem sagen fået mulighed for. Men ejerne overbeviste ikke Højesteret.
- Ejerne af hundene har således ikke fremlagt oplysninger om modertævens eller hanhundens oprindelse, lyder det i dommen, der er en stadfæstelse af landsrettens dom.
Højesteret mente ligesom Østre Landsret, at politiet på grund af hundenes adfærd og udseende havde en rimelig grund til at formode, at hundene er omfattet af forbuddet i loven.
Fair Dog er en forening, der kæmper for en ny hundelov, og ønsker desuden "fairplay i hundeverdenen", lyder det på foreningens hjemmeside.
Racen amerikansk staffordshire terrier er forbudt i Danmark, idet de anses for at være aggressive over for andre hunde.
12 andre hunderacer er også forbudte.
/ritzau/