Ritzau
Opdateret kl. 12:26
Søndag morgen så forbipasserende et lig drive i vandet ved Svendborgsund Marina, og søndag middag står det klart, at der er tale om den 15-årige.
- Liget identificeret som værende identisk med 15-årig dreng, der forsvandt under badning, lyder det i en kort meddelelse fra Fyns Politi.
Drengen forsvandt, da han først på aftenen 20. maj var ude at bade med sin far og en anden dreng i vandet ud for Christiansminde Strand.
Den lille gruppe opholdt sig for enden af en 20 meter lang badebro, da den nu afdøde pludselig forsvandt.
- Faren forsøger at få fat i ham, men det lykkes ikke. Han forsvinder bare - måske på grund af strømforholdene, sagde vagtchef Kenneth Taanquist i timerne efter episoden.
Efterfølgende havde redningsholdet både dykkere, helikoptere og flere både i vandet, men efter flere timers eftersøgning opgav de at finde drengen i live.
Efter episoden modtog familien krisehjælp på Svendborg Sygehus.
/ritzau/