Han var en central figur i De Konservatives finanslovsforhandlinger, men nu kan finansordfører Mike Legarth risikere at måtte forlade sit kontor på Christiansborg. Personsager har kostet partiet dyrt.
Konkurrencen er benhård, da han er oppe mod politisk ordfører Carina Christensen og videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen i Sydjyllands Storkreds. Og der bliver kun et konservativt mandat i kredsen.
"Indtil de personlige stemmer er talt op, vil jeg ikke sige, om jeg er ude. Men det er meget, meget hård konkurrence," siger Mike Legarth.
De Konservatives valg gik så dårligt, at partiet må sige farvel til ti sæder i Folketinget og nu kun har otte mandater tilbage.
Mike Legarths analyse af det dårlige valg er knivskarp. Især to konservative personsager koster dyrt i dette valg.
"Det gør ondt med en så kraftig tilbagegang. Vi har jo set, at det kunne gå sådan i meningsmålingerne. Det er simpelthen en konsekvens af, at vi har haft to meget belastende personsager med Henriette Kjær og Lene Espersen. Det er svært som parti at rejse sig oven på sagerne," siger han.
Fra 2001 til 2006 var Mike Legarth borgmester i Vamdrup Kommune, og han blev valgt ind i Folketinget ved valget i 2007.
Hvis det bliver Carina Christensen eller Charlotte Sahl-Madsen, der snupper mandatet i det sydjyske, så har Mike Legarth forlængst sikret sig mod at skulle ned på jobcentret.
"Jeg er iværksætter og er i den heldige situation, at jeg i over 20 år har drevet egen virksomhed, så jeg skal nok have noget at give mig til," siger han om sin inkassovirksomhed Connection Inkasso.
Måske bliver der også mere tid til at køre racerløb - han har tidligere kørt i DTC-klassen.
Konservative koryfæer som Helge Adam Møller og Charlotte Dyremose også er ude af Folketinget.