En ny analyse fra SMVdanmark viser, at små og mellemstore virksomheder årligt bruger 38 millioner arbejdstimer på at følge op på forsinkede og manglende betalinger.
Tidsforbruget svarer til en omkostning på 12 milliarder kroner.
Det koster danske små og mellemstore virksomheder dyrt, når kunderne ikke betaler deres regninger til tiden. Ifølge en ny analyse fra erhvervsorganisationen SMVdanmark bruger virksomhederne i gennemsnit 2,8 timer om ugen på at rykke for betalinger.
På landsplan svarer det til 23.000 fuldtidsstillinger og en årlig tidsomkostning på 12 milliarder kroner.
Problemet handler ikke kun om spildt arbejdstid. Blandt virksomheder, der oplever betalingsproblemer, har 17 procent lidt direkte økonomiske tab, mens 13 procent har skåret ned på investeringer og vækst. For hver tiende har virksomhedens overlevelse været truet.
- Det er grundlæggende helt urimeligt, at sunde virksomheder, der leverer varen og betaler sine egne regninger til tiden, skal rammes så hårdt, fordi andre ikke gør det, siger Jakob Brandt, administrerende direktør i SMVdanmark.
Vil have strammere regler
Analysen viser også, at næsten halvdelen af virksomhederne med primært erhvervskunder oplever betalingsfrister på over 30 dage. SMVdanmark foreslår derfor et lovfastsat loft på 30 dages betalingsfrist og skrappere indgreb mod virksomheder, der systematisk betaler for sent.
Organisationen advarer samtidig om, at regeringens forslag om kortere frist for momsbetaling kan øge presset på de mindste virksomheders økonomi.