Efter hackerangreb mod supermarkeders køle- og frysesystemer i flere europæiske lande udsender Styrelsen for Samfundssikkerhed nu en advarsel til danske virksomheder.
Myndigheden undersøger, om danske virksomheder er berørt, og opfordrer til at sikre systemerne mod angreb.
Hackerangrebene mod europæiske supermarkeders køleskabe og frysere får nu de danske myndigheder til at reagere.
Styrelsen for Samfundssikkerhed advarer mandag om, at lignende angreb kan ramme Danmark. Styrelsen oplyser i et opslag på LinkedIn, at den følger situationen tæt og er i dialog med relevante myndigheder og virksomheder for at undersøge, om danske virksomheder er berørt.
Samtidig opfordrer myndigheden virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder til at gennemgå sikkerheden omkring deres køle- og frysesystemer.
Hackere satte temperaturen til 50 grader
Som Avisen.dk tidligere mandag kunne fortælle, er supermarkeder i flere europæiske lande blevet ramt af cyberangreb, hvor temperaturen i køle- og frysesystemer er blevet ændret.
I svenske supermarkeder har hackere skruet temperaturen op til 50 grader, hvilket har ført til store mængder ødelagte madvarer. Blandt de berørte lande er Sverige, Belgien, Luxembourg og Estland.
Angrebene minder om hændelser i Frankrig i oktober, hvor hundredvis af supermarkeder fik deres kølesystemer kompromitteret.
Det er endnu ikke fastslået, hvem der står bag angrebene, eller om hændelserne er forbundet.
Opfordrer til at begrænse internetadgang
Styrelsen for Samfundssikkerhed anbefaler blandt andet, at virksomheder undersøger, om deres køleskabe, frysere eller tilhørende styringssystemer er direkte tilgængelige fra internettet. Myndigheden opfordrer desuden til, at udstyret bliver opdateret med relevante sikkerhedsopdateringer. Virksomheder bør også overveje at afbryde eller begrænse direkte internetadgang, hvor det kan ske uden at påvirke kritiske funktioner.
Ved mistanke om kompromittering anbefaler styrelsen, at virksomheder kontakter politiet på 114 eller via politi.dk.
Virksomheder og organisationer, der er omfattet af NIS2-reglerne, bliver samtidig mindet om deres pligt til at indberette relevante hændelser via virk.dk.