To yngre mænd blev natten til søndag udsat for vold i Jernbanegade i Roskilde, da de gik hånd i hånd.
Politiet betegner sagen som en hadforbrydelse og efterlyser nu vidner til overfaldet.
To yngre mænd blev natten til søndag slået i ansigtet, da de gik hånd i hånd i Jernbanegade i Roskilde. Midt- og Vestsjællands Politi omtaler sagen som en hadforbrydelse i mandagens døgnrapport.
Overfaldet fandt sted klokken 04.37, da en gruppe mænd kom gående imod de to unge. Ifølge politiet spurgte gruppen, om de to mænd var homoseksuelle. Herefter slog en mand fra gruppen umotiveret begge mænd i ansigtet med knyttet hånd. Den ene af mændene faldt til jorden efter slaget.
Gruppen forlod derefter stedet i retning mod Røde Port.
Politiet søger vidner
Politiet har udsendt et signalement af den formodede gerningsmand. Han beskrives som lys i huden, almindelig af bygning og iført sort trøje, sorte bukser og sorte sko.
Politiet efterforsker sagen som vold og vil genafhøre de forurettede. Samtidig indhenter politiet optagelser fra de tryghedsskabende overvågningskameraer i området.
Politiet opfordrer vidner, der endnu ikke har talt med politiet, til at henvende sig på telefon 114.