Forskere har registreret omkring 13 angreb siden 8. september, som de forbinder med onlinefællesskabet The True Crime Community, TCC.
Flere af angrebene har været rettet mod skoler.
Svenske SVT beskriver samtidig tre alvorlige voldssager i Sverige med forbindelser til miljøet.
Et skadeligt online-miljø, hvor massemordere og skoleskydere bliver hyldet, forbindes med et stigende antal voldelige fysiske angreb verden over. Siden 8. september har forskere registreret omkring 13 angreb med forbindelser til miljøet The True Crime Community, også kaldet TCC.
Det fortæller Alexandre Rodde, der forsker i masseskyderier ved King's College London, til svenske SVT.
Angrebene er blandt andet sket i USA, Mexico, Frankrig, Italien og Polen. Flere har været rettet mod skoler. Rodde advarer om, at udviklingen går hurtigt, og at myndigheder og samfund må finde nye måder at håndtere problemet på.
Inspirerer hinanden
TCC er betegnelsen for en del af internetkulturen omkring virkelige kriminalsager, hvor interessen for forbrydelser udvikler sig til helte-dyrkelse af gerningsmænd. I de voldelige dele af miljøet bliver tidligere skoleskydere og massemordere gjort til forbilleder, og der opfordres også til at efterligne tidligere angreb. Det kan skabe en farlig udvikling, hvor nye gerningspersoner forsøger at opnå anerkendelse gennem vold.
TCC, The True Crime Community, er et internetmiljø, hvor især unge dyrker og idoliserer massemordere og skoleskydere.
I dele af miljøet hyldes voldelige gerningsmænd, og nogle opfordrer andre til at efterligne tidligere angreb for at opnå anerkendelse og berømmelse.
TCC er ikke én organiseret gruppe.
Via Avisen.dks egen research kan vi også se overlap til flere andre skadelige online-fællesskaber - herunder 764, hvor vold udøves for selve voldens skyld.
Tre svenske sager
Også i Sverige har politiet efterforsket flere alvorlige voldssager, hvor SVT beskriver forbindelser til TCC. I juli blev en 12-årig mistænkt for et knivangreb mod en femårig pige i Helsingborg. I august fandt et sværdangreb sted på Brinellskolan i Fagersta, hvor en 17-årig pige blev dræbt og tre andre såret. En 18-årig er varetægtsfængslet, mistænkt for drab og tre drabsforsøg i sagen, og i september blev en dreng under 15 år mistænkt for drabsforsøg på Fagrabäckskolan i Växjö.
Ifølge SVT har de mistænkte i alle tre sager på forskellig vis forbindelser til TCC.
Polen blev ramt
Udviklingen har også skabt bekymring i Polen, hvor tre skoleangreb på fire dage i oktober ifølge SVT blev forbundet med TCC. Angrebene fik premierminister Donald Tusk til at skærpe sikkerheden omkring landets skoler.
Forskeren Alexandre Rodde understreger over for SVT, at den hurtige udvikling kræver handling på flere niveauer i samfundet.