Vælgerne har talt. Og det betyder, at efterlønnen bliver forkortet, fordi der et flertal uden om Helle Thorning, som vil forringe ordningen.
Slog partierne bag forlig fast under den traditionsrige partilederrunde, som afrunder valgaftenen.
Men den nye statsminister har svært ved at vinke endeligt farvel til efterlønnen.
"Jeg anerkender, at det flertal eksisterer," lyder det nøgternt fra Thorning.
Men hun vil ikke direkte adspurgte anerkende, at efterlønnen næppe overlever.
"Nu indgår vi forhandlingerne i morgen. Det kommer til at tage noget tid," siger hun.
Dermed ser hun allerede frem til de regeringsforhandlinger, som begynder i morgen.
"Det er ikke i aften, vi skal gå i detaljer om forhandlinger (...) Jeg tror, vi er nødt til at diskutere det i morgen " siger Thorning-Schmidt.
Men hvis Helle Thorning tror, at hun kan påvirke Margrethe Vestager i enerum, så kan hun formentlig godt tro om.
"Det Radikale Venstre har lavet en aftale, som er meget præcis. Når vi har lavet den, så er det fordi, vi tror på den," slår den radikale partileder fast.
Også Lars Løkke Rasmussen gjorde det klart, at han står fast på sin efterlønsreform.
"Aftaler og forlig skal holdes. Det er helt uden for diskussion. Vi har to røde linjer; tilbagetrækningsreformen består og skatter og afgifter skal ikke hæves," siger han.
Til det svarede den nye statsminister:
"Det er ikke konstruktivt når 'forkerte statsminister' taler om røde linjer. Vi vil samarbejde."
Helle Thorning kommenterede også det faktum, at hendes parti går tilbage ved valget.
"Det er det, ansvar koster," konstaterer Thorning.