Det var formodentlig fuldskab, der lå bag Frank Grevils fald fra sin altan på tredje sal søndag formiddag.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger kom den tidligere agent i Forsvarets Efterretningstjeneste beruset hjem søndag fra en druktur i byen til lejligheden på Frederiksberg. Han kom ifølge avisen op at skændes med sin 15-årige datter, der var pinlig over sin far, da hun skulle have en veninde på besøg til frokost.
Da Frank Grevil på et tidspunkt gik ind på et værelse, låste datteren ham inde. Grevil gik ud på altanen og forsøgte tilsyneladende at klatre over kanten. Han gled formentlig i en glasplade og mistede grebet.
Politiet udelukkede søndag, at der lå et attentat bag Grevils fald fra altanen. Han blev fundet bevidstløs på en græsplæne og kørt til Rigshospitalets Traumecenter. Han er sluppet med nogle brækkede ribben, og den rystede datter befinder sig hos nær familie.