Selvom klokken ikke er mere end halv ti denne mandag morgen, er dagen allerede godt i gang på aktivitetscentret Peder Lykke på Amager.

Tre medarbejdere vimser rundt i et lille hjørnekøkken og laver kaffe til de mange ældre, som sidder fordelt om lokalets runde borde.

Ved indgangens glasskydedøre dingler døråbningsnoren konstant fra side til side, mens mængden af rollatorer langs vægene vokser, som flere og flere støder til.

Bliver brugt til noget nyttigt

I den ene ende står Jill Krøyer og roder med nogle papirer, som ligger spredt på et bord foran hende. 'Find og træn din bækkenbund' står der på dem.

"Det er et hold, som jeg har startet op for nylig," siger hun begejstret og smiler.

Hun har været frivillig i centret siden maj. Udover bækken-bundstræningen bruger hun tiden i centret på snak og hygge med de ældre. Hun nødigt undvære sine frivillige mandage.

”Jeg kommer ud og kan bagefter sige til mig selv: nu er du blevet brugt til noget nyttigt. Det, at der er nogen, der har brug for dig, og man lige kan gå hen og give et knus, som gør en forskel, det giver noget,” siger Jill Krøyer.

Følelsen af at være noget værd

Ved et andet bord sidder en af centrets andre frivillige, Eva Stajic. Hun har indrettet et mindre smykkeværksted foran sig, hvorfra hun laver armbånd, mens hun snakker med de to ældre damer, som sidder ved siden af hende.
Hun er sikker på, at hun og de andre frivillige gør en forskel i centret.

”De pensionerede, som kommer her, har brug for at snakke med nogen. Mange af dem er meget alene og ensomme og har kun stedet her, hvor de kommer ud og snakker,” siger hun.

Jill Krøyer mener også, at lige præcis snak er et af de områder, hvor frivillige kan gøre en forskel.

”Ser jeg en, der bare sidder og kigger, går jeg derhen. Så kan jeg spørge, hvad de har lavet i weekenden eller sige ’sikke en flot bluse du har på’. Det gør en forskel, at man tager sig den tid. Jeg tror, at de får følelsen af at være noget værd,” siger hun.

Vil ikke pudse glorien

Al den snak er Lykke Nielsen dog ikke så vild med. Hun er 85 år, og har været frivillig på Peder Lykke centret i 36 år. Hun har altid haft det bedst, 'når der skete noget', og derfor underviser hun, sammen med en af centrets ansatte, i varmtvandssvømning.

Hun er ikke meget for at ’pudse sin glorie’, men hun ved, at hun gør en forskel på sin egen måde.

”Der er en herre, der er med til svømning. Han er dårligt gående og har kun det halve sprog. Men han spørger altid, om jeg kommer med, og så kommer han også,” siger Lykke Nielsen og forklarer, at hans gang nu er bedre og han er blevet mere udadvendt.

"Det er sådan nogle små glæder, man kan have," siger hun.

Disse små glæder har været med til at udvikle et afhængighedsforhold til centret, som ifølge hende er blevet 'hendes halve liv'.

Det lille ekstra

Ifølge leder af aktivitetscentret, Kirsten Wahl, fungerer de frivillige ofte som motivatorer. De kan få de ældre op af stolen og få flere af dem til at deltage i et foredrag eller en fysisk aktivitet.

Kirsten Wahl forklarer, at flere af de frivillige desuden har erfaringer og kompetencer, som centret kan bruge i forhold til de ældre.

Lykke Nielsen er tidligere svømmeinstruktør, Eva Stajic er den kreative, som springer til, når der skal laves arrangementer, og Jill Krøyer har en baggrund som forebyggende medarbejder.

Alle sammen udgør de et supplement til de ansatte, som er med til at styrke centret.

De frivillige skal også have noget ud af det

”Hvis jeg for eksempel skulle have sat en ansat til at lave bækkenbundstræning, så kunne det sagtens være, at vi ville have sagt, at den opgave, magtede vi ikke, fordi der er så mange andre ting at tage sig af,” siger hun.

Ifølge Kirsten Wahl er det dog altafgørende, at de frivillige selv får mindst ligeså meget ud af at komme i centret.

”De kommer med nogle ambitioner om, at de gerne vil bruge sig selv. De kommer for at yde, men de skal også nyde,” siger hun.

Centrets mest erfarne frivillige, Lykke Nielsen, har da heller ikke ikke planer om at stoppe foreløbigt trods sine 85 år.

”Jeg bliver ved til den dag, jeg bliver smidt ud. Og det håber jeg ikke, at jeg bliver,” siger hun.