Forsvarschef Peter Bartram iværksætter en tilbundsgående undersøgelse, efter at det torsdag kom frem, at danske soldater har lavet videooptagelser under Operation Green Desert i november 2004.
Forsvarskommandoen har indtil videre afvist, at der var optaget film under operationen, hvor civile irakere fik tæsk af irakiske sikkerhedsstyrker.
- Vi ønsker selvfølgelig at give korrekte og fyldestgørende svar på de spørgsmål, som vi bliver stillet. Det er derfor med stor beklagelse, at jeg nu kan konstatere, at forsvaret har videregivet informationer, der nu viser sig ikke at være fyldestgørende.
- Det er ikke godt nok, og jeg vil nu have en tilbundsgående undersøgelse af de faktiske forhold, siger forsvarschef, general Peter Bartram, i en meddelelse på Forsvarskommandoens hjemmeside.
Forsvarskommandoen understreger, at man som tidligere oplyst ikke har været klar over, at der fandtes optagelser af operationen.