Skagen Hallen. Lyset over Skagen. Med Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Caspar Phillipson, Jesper Lundgaard, Nicoline Siff Møller & ensemble. Til 26. august. På turné 15. september – 7. oktober
Kylling og softice og pølser?
Sangen kører i hoveder efter en tur til det høje nord. I dag sætter hotdogs og vanilje-softice det gamle, blåtonede Skagen i skarpt nutidsperspektiv, og det er svært ikke at lade sig gribe af turiststemningen og bare tage store kommercielle bidder af Skagen til lækker strand-das. Som man siger på jysk: ’Man får da noget for pengene’!
Skagen har det hele – og nu også en musical. Krøyer og Ancher og alle de andre malere hvisker som spøgelser på Skagens Museum og råber som musicalstjerner i Skagen Hallen.
Det er drivende desperat fra første sekund i Kim Sørensens højtbelagte kompositioner. For der skal ikke spares for noget, siger sponsorerne Nyt Dansk Musikteater. Scenen åbnes for fuld hammer med strygere og korstemmer tilsat lidt Enya-sound.
Balladerne får mændenes overskæg til at dirre og gå op i limningen, mens de gæve bondepiger og fiskerknøse viser knæ i danseoptrinene. Vi følger med, så godt vi kan nede fra salen, og klapper i takt. Teksterne er klassisk sentimentale.
Fungerer som plot
Mændene elsker kvinderne for deres hud og læber, og kvinderne elsker mændene, fordi »de siger, hvad de må, mens de glemmer, at det er kvinderne, der har bukserne på«. Det er en rigtig musical om kærlighed og fortvivlelse krydret med frisk folklore!
Historien om kunstnerparrene Krøyer og Anchers liv og drømme i Skagen fungerer som plot, fordi den er okay (Hollywood-)skåret i Thomas Høgs manuskript. Vi starter med idyl, festerne i haverne, hip, hip hurra-frokoster i det grønne, og fokuserer så mere og mere på gnidningerne mellem P.S. Krøyer og Marie Krøyer.
Det er her, dramaet ligger, fordi det er en konflikt mellem de to, mand og kvinde med forskelligt syn på kunsten og verden. Helt galt går det med P.S. Krøyers dårlige nerver efter en studietur til Italien, hvor Marie Krøyer forelsker sig i den svenske komponist og charmør Hugo Alfvén.
Krøyers gradvise krakelering klarer Caspar Phillipson. Han er i det hele taget den eneste, der leverer godt skuespil. Maria Lucia og de andre kan nok synge, mens det ikke glider i de få replikker. Der spilles underligt manieret, som var det Dollars- eller Dallas-spillestilen, instruktør Daniel Bohr havde søgt inspiration i. Mimik og gestik er påklistret i forhold til teksten.
Men lyset i Skagen er da virkelig skønt, selv til duften af - kylling og softice og pølser.