Vi skal blive bedre til at gribe ind, når vi oplever en kollega blive mobbet.
Det mener forfatter Maise Njor, der har skrevet en klumme i Djøf-bladet.
Hun har selv oplevet at blive mobbet af en kollega på to forskellige arbejdspladser for flere år siden, før der kom fokus på mobning mellem voksne.
Den ene gang var det en kollega, der hele tiden skulle kommentere på Maise Njors vægt og blandt andet klistrede avisudklip op om tykke mennesker på Maise Njors plads. Den anden gang var det en kollega, som altid gjorde hende opmærksom på, at hun var dårlig til teknik. Da Maise Njor stoppede på arbejdspladsen, gik det ud over en anden.
Men det er ærgerligt, at enkelte mobbere skal ødelægge stemningen på arbejdspladsen og give kollegerne ondt i maven, skriver Maise Njor, og opfordrer til, at man siger fra, hvis man oplever en kollega blive mobbet.
Maise Njor er blandt andet kendt som panelmedlem i radioprogrammet "Mads og Monopolet", men hun er også kendt som forfatter og journalist.