Inge Marie Skaarup havde ikke set det komme. Overhovedet ikke. Havde hun det, var hun selv gået. I stedet sad hun nu med en fyreseddel i hånden, hvoraf det fremgik, at hun havde en adfærd, der ikke var forenelig med at være lektor. Uden forklaring i øvrigt.
Den dengang 64-årige lærer på et jydsk pædagogseminarium drak ikke og havde ingen affærer med hverken elever eller kolleger. Så præcis hvad der pludselig - efter 14 års ansættelse - var galt med hendes adfærd, havde hun svært ved at forstå.
Magtfuldkommen
Inge Marie Skaarup elskede sit job og samværet med de studerende. Hun var også dygtig og engageret. Det synes hun selv, og det var også det, hun altid havde fået at vide af ledere og kolleger. Men alt det blev der med et pennestrøg slået en streg over.
- Jeg fik aldrig en begrundelse, som jeg kunne tage stilling til. Det var jo helt uhyrligt, som min fagforening, Dansk Magisterforening, også skrev til uddannelsesstedet i et forsøg på at få opsigelsen omstødt. Men uden resultat. Det var magtfuldkommenhed af værste skuffe, mener hun.
Skulle have vidst bedre
I dag, fire år senere, kan Inge Marie Skaarup godt se, at hun burde have set det komme. At hun skulle have søgt væk af egen drift og sparet sig selv for den ydmygelse, det er at se sit lange arbejdsliv reduceret til noget, der bare kasseres som upassende.
- Jeg har læst i en kritisk bog om moderne ledelse, at man som medarbejder i en organisation skal operere efter den militære tommelfingerregel: ’Én gang er en hændelse. To gange er et sammentræf. Tre gange er en fjendtlig handling’. Oplever man bestemte type handlinger fra sin leder tre gange, har man seriøs grund til bekymring. Det skulle jeg have skrevet mig bag øret, for jeg havde fået mine advarsler, siger hun.
Første gang var i 2009, da hendes nærmeste foresatte, uddannelseslederen, gjorde hende opmærksom på, at en studerende havde klaget over hendes vejledning. Det er der i sig selv ikke noget bemærkelsesværdigt i. Det er et vilkår for en lærer, at der nogle gange er elever, der er utilfredse med det ene eller det andet.
Omstillingshelvede
Og det var især ikke bemærkelsesværdigt på det tidspunkt, hvor uddannelsesstedet var præget at store omstillinger i forbindelse med sammenlægninger med andre uddannelsesinstitutioner.
- Alle brokkede sig – studerende over lærerne og lærerne over lederne. Arbejdsmiljøet blev stærkt kritiseret i en APV, der blev foretaget på seminariet i 2008, og det skulle der gøres noget gennemgribende ved. Men det var jo en isoleret problemstilling, for når jeg gik ind ad døren til en undervisning, var det jo alle tiders job, fortæller hun.
Det bemærkelsesværdige var, at lederen ikke så klagen som et problem, der skulle belyses eller løses, men blot brugte den til at slå hende oven i hovedet med.
- En studerende kan jo til enhver tid henvende sig, så vi kan tale om tingene. Kommunikationsproblemer løser man med kommunikation. Men det var ikke en tilgang, lederen ville anbefale den studerende: ’Jeg korrekser ikke de studerende’, fik jeg at vide.
Gik efter struben
Det samme skete i maj 2011, hvor en mail fra uddannelseslederen op til bededagsferien gjorde hende opmærksom på, at hun skulle møde til tjenstlig samtale efter ferien. Han havde modtaget nogle klager fra studerende, der var utilfredse med et praktikbesøg tilbage i februar.
En repræsentant fra HR-afdelingen måtte imidlertid dæmpe uddannelseslederen og nedgradere mødet fra en tjenstlig samtale til et afklarende møde. Og henstille til, at den slags møder tog udgangspunkt i aktuelle sager og ikke klager, der lå flere måneder tilbage.
- Her skulle jeg have indset, at han gik efter struben på mig: Tjenstlig samtale uden dagsorden eller noget som helst andet ud over nogle løse stikord fra en gammel klage. Det eneste rigtige at gøre, havde været at sygemelde mig. For det havde givet tid og rum til at overveje situationen og sætte nogle ting i gang i forhold til fagforening, kolleger og andre chefer, mener Inge Marie Skaarup.
Hensynet til arbejdet skubbede dog den slags tanker til side.
- Jeg droppede det, fordi jeg havde 50 studerende på forskellige niveauer, der skulle til eksamen, nogle af dem afsluttende. Det skulle ikke ødelægges af mine personlige forhold, følte jeg.
Fagforeningen på banen
Men hun nåede ikke at overstå eksamen, før der lå en nu indkaldelse til et møde hos uddannelseslederen. Nu var det en klage fra en gruppe af studerende angående en vejledning et år tilbage. Hvad nøjagtig utilfredsheden gik på, havde hun svært ved at se, men hun var parat til at tale om det. Med til mødet havde hun ud over sin tillidsrepræsentant også en konsulent fra sin fagforening.
Denne indledte mødet med at spørge, hvad mødet egentlig gik ud på. Det kom der svar på, efter at ledelsen, som ud over uddannelseslederen var repræsenteret ved en jurist fra HR-afdelingen, havde forlangt timeout og var komme tilbage med den kortfattede opsigelse.
Inge Marie Skaarup gik i chok. Hun havde kun hørt om en enkelt fyring tidligere i historien, og den fandt sted efter utallige klager og advarsler. Fagforeningsrepræsentanten begyndte at råbe op om, at det jo var vanvittigt, og at det kom til at koste dyrt. ’Vi betaler’, var svaret.
- Han ville bare af med mig for enhver pris. De studerende var kun et påskud, og dagsordenen en anden. Vi havde at gøre med en leder, der var iskold – en psykopat i jakkesæt, som typen er blevet beskrevet. Hvis jeg bare havde indset det, ville jeg være smuttet først, ærgrer hun sig.
Mig kunne han ikke skræmme
Inge Marie Skaarup oplevede uddannelseslederen som utrolig presset.
- Alle brokkede sig til og over ham. Han skulle gøre noget for at overleve, mener hun.
Hvorfor det lige skulle gå ud over hende, kan hun kun gætte på.
- Der var sikkert mange, der var bange for ham. Det var jeg ikke. Da han startede var jeg blevet bedt om at hjælpe ham til rette, og vi havde også et fortrinligt samarbejde i begyndelsen. Men alt det han roste mig for, var sikkert også enormt irriterende for ham, mener Inge Marie Skaarup.
- Jeg har været engageret og har da kritiseret og også skældt ud, når han har lavet beslutninger om hele tiden. Det var ikke til at holde ud. Men det var jo ikke sådan, at jeg var efter ham. Normalt var det på en kammeratlig og humoristisk måde, at jeg gjorde ham opmærksom på, at for eksempel studieordningen pludselig så helt anderledes ud end det, vi lige var blevet enige om, fortæller hun.
Den gode leder går ikke kun efter ro på bagsmækken, men efter at udnytte engagementet og kompetencerne hos medarbejderne, mener hun.
Ledelse der splitter
De studerende har i rigt mål givet Inge Marie Skaarup deres opbakning efter hendes afgang. Det samme med mange af de 60 kolleger, som skrev breve til ledelsen, hvor de udtrykte deres utilfredshed med hendes fyring og bad dem genoverveje den.
Men hun har også hørt om kolleger, der i håb om bedre job og forfremmelse stod hos lederen og havde travlt med at understrege, at de ikke var enige i, hvad der stod i brevene.
- Den slags ledelse presser folk fra hinanden og skaber et utroligt dårligt arbejdsmiljø. Der var også en kollega, der skrev til mig, at jeg skulle overveje, om jeg selv havde en andel i det skete. Det er jo en fuldstændig vanvittig tanke, for man har aldrig en andel i at blive behandlet sådan, mener hun.
En ny undersøgelse fra Akademikernes Centralorganisation (AC) viser, at ti procent af medlemmerne oplever mobning på jobbet. Ifølge meldingen fra Inge Marie Skaarups egen organisation, Dansk Magisterforening (DM), som hører under AC, er problemet stigende.
Brug for mere aggressiv kurs
Da Ugebrevet A4 omtalte undersøgelsen, udtrykte DM’s formand, Camilla Gregersen, bekymring over udviklingen og varslede en hård kurs over for lederne. Ud fra sine egne erfaringer er Inge Marie Skaarup foreløbig ikke imponeret.
- De er brug for en mere offensiv kurs. Mange af DM’s medlemmer er hårdt ramt, og det er en gruppe, som generelt har for lidt fornemmelse for fællesskab, mener hun.
Inge Marie Skaarup kunne godt tænke sig, at hendes forbund havde gjort en egentlig sag ud af hendes fyring, så hun havde fået lov til at forsvare sig ligesom i en retssag. Men hun blev rådet til at tage imod den tilbudte erstatning, fordi der efter forbundets vurdering var lille chance for at opnå mere i en faglig voldgift.
Skyldfølelse
Efter sin fyring gennemgik Inge Marie Skaarup det, hun kalder ’en forfærdelig krise’. En periode på flere år, hvor hun rettede kritikken mod sig selv og kredsede om sin egen skyld i det, der var sket. Hun kom med i en gruppe for udmobbede under Dansk Magisterforening, og her fandt hun ud af, at andre i samme situation gjorde det samme.
Krisen skulle arbejdes væk, besluttede den tidligere seminarielærer, der i dag er selvstændig konsulent og kursusudvikler med speciale i social kapital og organisationsudvikling.
Pension udelukket
Hun var oprindelig uddanne socialrådgiver, men da seminariet gerne ville have medarbejdere med akademisk uddannelse, tog hun så sent som for 10 år siden en sociologi-uddannelse på Aalborg Universitet, hvor hun skrev speciale om frivilligt socialt arbejde. Sin viden derfra har hun brugt til at engagere sig i frivilligt socialt arbejde i forskellige sammenhænge.
Pension er udelukket, fastslår den 68-årige.