Snart skal det ikke kun være muligt at synes godt om noget på facebook. Det skal også være muligt at vende tommelfingeren nedad, hvis man ser noget, man ikke synes godt om.
Facebook arbejder nemlig på en ny 'synes ikke godt om'-knap. Formålet er, at brugerne skal kunne udtrykke flere følelser eksempelvis, hvis man ser voldsomme flygtningebilleder, har manden bag Facebook, Mark Zuckerberg, forklaret.
Men Facebooks nye initiativ kan få særdeles uheldige konsekvenser, mener Red Barnets mobbeekspert Jon Lange.
- Det er åbenlyst, at en "dislike"-knap kan blive misbrugt. Jeg kan forestille mig, hvordan især børn og unge kan bruge den knap uhensigtsmæssig, siger han.
Vi mobber i forvejen meget
Jon Lange er i løbende kontakt med Facebook om, hvordan man bedst sikrer børn og unge mod mobning på nettet. Derfor undrer det ham, at man nu vil komme med en knap, hvor man kan udtrykke negative følelser.
- Hvis det kun vil tage et enkelt klik at vise sin misbehag omkring noget eller nogen, er jeg sikker på, at mange vil trykke på ’synes ikke godt om’-knappen, siger han.
Og han har ikke svært ved at forestille sig, at den nye knap kan få mobning til at stige. I forvejen er det i dag over tyve procent af de danske børn, der bruger nettet, som oplever at blive mobbet.
Dermed er danske børn og unge blandt dem, der oplever mest digital mobning i Europa, fortæller Jon Lange.
- Den nye knap kan nu komme til at puste endnu mere til den trend, der allerede er, hvor man mobber hinanden gennem sociale medier, advarer han.
Mobning sker alle steder
Mens udsigten til den nye knap, bekymrer Jon Lange, mener Psykolog og mobbe-ekspert Anna Bjerre, at man skal lade være med at male fanden på væggen.
- Man skal passe på, at man ikke himler op, før vi ved, hvad der sker. Mobning kan jo ske alle steder, så man kan ikke på forhånd konkludere, at sådan en knap medfører mere mobning, siger Anna Bjerre.
Mark Zuckerberg har dog haft sine overvejelser omkring den nye knap, og i december sidste år afviste han, at det overhovedet kunne komme på tale med en ’synes ikke godt om’-knap.
Og de overvejelser forstår Anna Bjerre trods alt godt.
- Det er klart, at Facebook har tøvet, for et socialt medie skal hele tiden tage højde for worst-case scenario, siger hun.
Mener du, at den nye knap vil betyde mere mobning? Deltag i afstemningen.