Dorthe har lige haft et trist jubilæum. I slutningen af november var det to år siden, hun gik hjem fra sit arbejde i en skolefritidsordning og aldrig kom tilbage.
Den sidste dag på jobbet glemmer hun aldrig.
-Jeg stod og forberedte nogle juleting. Jeg havde hovedpine, men det havde jeg hver dag. Så kom jeg til at se på mig selv, og jeg rystede over det hele. Jeg havde kvalme og kvælningsfornemmelse. Jeg har nok ikke fået drukket vand nok, tænkte jeg. Men jeg vidste jo godt, at den var gal, siger hun.
Det havde hun vidst længe. Når hun taler med sin psykolog om det nu, kan hun se, at hun har været alarmerende stresset i årevis. Imens kom der hele tiden nye opgaver til, mere ansvar og tungere problemer blandt de børn, hun havde med at gøre. Mere vold.
- Jeg havde sagt i flere år, sådan lidt i sjov, at hvis det her fortsætter, så ryger jeg i svinget, inden jeg bliver 50. Men jeg vidste ikke, at det var så tæt på, siger Dorthe.
En ny undersøgelse viser, at hver niende offentligt ansat inden for det seneste år er gået syg hjem på grund af stress på jobbet.
Nummer tre på en måned
Dorthe er en af dem. Hun er 42 år og har været uddannet pædagog siden midt i 90’erne. Hun arbejdede i et socialt belastet område, hvor der ofte var voldsepisoder mellem børnene.
Hun har ikke lyst til at få sit navn frem. Hun skal nemlig ud og søge arbejde snart. Ikke som pædagog. Det kan hun ikke holde til længere, mener hun. Og måske heller ikke fuld tid.
Selvom hun har været sygemeldt to år, har Dorthe stadig store problemer med at holde koncentration og fokus og involvere sig i en længere samtale uden at tabe tråden.
-Jeg betaler en meget høj pris for ikke at være stoppet i tide, siger hun.
Dorthe var den tredje medarbejder medarbejder, der blev sygemeldt med stress den måned, men det vidste hun ikke. For godt nok var der et meget højt sygefravær, men sygdom var noget, man så skævt til, og lederen havde ingen fidus til stress.
Dorthe opdagede bagefter, at kollegernes sygemeldinger med lungebetændelse og hjerteproblemer også skyldtes stress.
- Der havde været problemer i årevis, og Arbejdstilsynet havde givet flere påbud om både indeklima og arbejdsmiljø. Men da de kom tilbage for at tjekke, om det var bedre, fortalte lederen om alle de tiltag han havde gjort, og så fik vi en fin smiley, og de gik igen, siger Dorthe.
Men Dorthes oplevelse var, at det var meget svært at ændre noget med ledelsen.
- Det var ligesom at slå i en dyne. Lederen så på arbejdet med arbejdsmiljøet ligesom en tjekliste, vi skulle igennem. Hvis punktet kunne krydses af, så var alt godt, én gang for alle, siger hun.
Vred på sig selv
Engang sad medarbejderne sammen på et møde og skrev en liste over de problemer, de havde. En af dem brød for eksempel grædende sammen hver aften.
- Men lederen blev tosset og mente, vi havde siddet og hidset hinanden op, siger Dorthe.
Da Dorthe selv blev sygemeldt, talte hun med tillidsrepræsentanten om det. Men det var først, da hun nærmest ved et tilfælde kontaktede sin fagforening, at der skete noget.
- Så kan der en udefra og kunne se, hvor galt det var. Jeg lavede en liste over mine ansvarsområder, og hun spurgte, hvor mange vi var om det. Men det var kun mine. De andre havde lige så mange, siger hun.
Fagforeningen ringede med det samme til Arbejdstilsynet, der mødte op og gav påbud igen. Noget af ledelsen er også siden blevet skiftet ud.
Men det hjælper ikke Dorthe, der er bekymret for, om hun nogensinde kan arbejde på fuld tid igen.
- Jeg kan jo være vred på mig selv over, at jeg ikke hørte efter signalerne. Men det nytter ikke. Man gør det bedste, man kan i den givne situation, siger hun.
Dorthes rigtige navn er redaktionen bekendt.