Alt for mange kyllinger har salmonella.
Og en løsning på det problem kunne være små danske flag.
Det mener i hvert fald Dansk Folkeparti, der vil give butikkerne lov til at sætte flag på indpakning, så forbrugerne lettere kan se, hvilke kødstykker, der er fra Danmark - og hvilke, der er importeret fra Tyskland, Spanien eller andre lande.
- Jeg ved godt, at kødets oprindelse står på etiketten, men almindelige mennesker har altså ikke tid til at læse alt det med småt, når de er ude at handle og måske har to skrigende unger på slæb. Derfor bør der være flag på alt fersk kød i danske butikker – både udenlandsk og dansk kød. Så kan forbrugeren let og hurtigt se, hvor kødet kommer fra, siger Dansk Folkepartis Jørn Dohrmann, formand for Folketingets Fødevareudvalg, til Politiken.
Salmonella findes kun sjældent i danske kyllinger, men er - ifølge Politiken - at finde i hver femte importerede kylling.
Salmonella
Meget farligt kød bliver i dag først opdaget, når det er spist.
Således viser en sammentælling, at kødet i 43 ud af 62 sager allerede var solgt og spist, da resultatet viste, at kødet var sundhedsskadeligt.