Børn må ikke stjæle, men voksne må godt snyde i skat. Børn skal være gode ved hinanden, men forældre må godt skændes. Børn skal ikke tigge autografer, men mor må godt blive fotograferet sammen med en kendis. Sådan tumler vi alle med små slet skjulte paradokser, men hver lørdag aften får en tiårig knægt, kaldet Max, nu lov til at stille spørgsmålstegn ved tilværelsens ofte svært uigennemskuelige normer, værdier og moralbegreber. På den underholdende måde, forstås.

For det er de erfarne satirikere Jens Korse og Oliver Zahle, der har bygget skelettet til fortællingen om den finurlige Max (Samuel Heller-Seiffert), der allerede i første afsnit bliver glemt på Danmark Akvarium, mens han står og glor på en torsk. For Max er bare den type, som har det med at blive overset af sin egen skoleklasse – lidt ligesom de ti til 12-årige ofte bliver forbigået, når tv-kanalerne udarbejder børnekoncepter.

»For den gruppe er børne-tv efterhånden mest noget med Melodi Grand Prix eller en ’vind en T-shirt’-quiz. Når børn skal se noget om følelser, er det i ’Nikolaj og Julie’ eller ’Krøniken’, som i virkeligheden handler om voksne følelser. Så det var ligesom om, der manglede noget,« lyder det fra Oliver Zahle, da han sammen med instruktøren Lotte Svendsen møder op til kaffeslabberas og tv-snak.

Ånden fra Nana

Det er to vidt forskellige personligheder, der sammen har pustet liv i den form for hverdagsfilosofisk familie-fiktion, der i 1986 fik både børn og voksne til at elske tv-klassikeren ’Nana’. Inspirationen er til at få øje på– og et fælles afsæt for et teamwork, hvor Oliver Zahle og Jens Korse stillede op med alt i spas og satire, mens Lotte Svendsen har formået at farve figurerne med følelser og troværdighed.

»Vi ville gerne følge inspirationen og den ånd, der er i ’Nana’. Fordi det både er sjovt for børn og voksne, fordi den siger en masse om det at være barn, og fordi forældre også kan spejle sig, når de siger et til børnene, men selv gør noget andet: ’Du skal køre med cykelhjelm.’ ’Hvorfor gør du det så ikke selv?’ ’Jamen, det er fordi mit hoved er fuldt udvokset.’ ’Nåh, okay’,« karikerer Oliver Zahle.

Hvor han i sit manuskript mest har gravet i sin egen barndom, så har instruktør Lotte Svendsen ladet sig beånde af sine egne to småbørn, der pludselig har bedt om forklaringer på alt det, der er indlysende for voksne.

»Vi har faktisk også lænet os lidt op ad den gamle børnefilmskonsulent, Ulrik Breuning, der viste os en lille dokumentar om børns tanker i den alder. Det er der, hvor du stiller dig selv flest rene, klare spørgsmål. Det er en meget filosofisk alder, meget ren og ædel, fordi hormonerne ikke er begyndt at køre endnu, men man er heller ikke så dum, som da man var fem år,« påpeger Lotte Svendsen.

Angst for moral

Rent personligt identificerer instruktøren sig mest med moderen til Max (spillet af Mette Horn) og hendes problemer med at leve op til egne idealer, både pædagogisk, politisk og moralsk.

»Moderen er jo Jesper Juuls (forfatter og familieterapeut - red.) forlængede arm. I deres hjem står der ikke fjernsyn og computere over det hele, for hun har en ambition om at snakke sammen, men så er der bare lige en anden virkelighed - som vi alle sammen kender - hvor tingene suser af sted, og hun ikke helt kan leve op til sin egen idé om, hvordan det er at være forældre.«

»For tiden er der også en angst for at være politisk korrekt, altså noget, der handler om nogle værdibegreber,« indskyder Oliver Zahle.

»Fordi folk er så bange for at blive skudt i skoene, at de er bornerte eller gammeldaws eller ikke helt er med på beatet. Vi prøver rent faktisk at pege på nogle værdier. På, hvad der er rigtigt og forkert,« forklarer han.

»Ja, men der er jo generelt meget angst i den her alder,« mener Lotte Svendsen.

»De er bange for ikke at være normale, bange for ikke at have det rigtige tøj på, bange for ikke at have de fede forældre, bange for ikke at have den helt nye mobiltelefon. Derfor er vores pointe, at der måske ikke er så meget at være bange for.«

Hun slår ud med armene.

»Og det kunne vi sagtens lave otte afsnit mere om. For der en guldgrube af temaer i den alder.«