Den amerikanske skuespiller Drew Barrymore har født sit første barn - pigen Olive.
- Vi er lykkelige over at have fået vores datter, Olive Barrymore Kopelman, som er sund, glad og taget godt imod af hele familien. Tak for at respektere vores privatliv i denne vigtige tid i vores liv, siger Barrymore.
Faderen til barnet er kunstkonsulenten Will Kopelman, som blev gift med Barrymore i juni foran 170 gæster i Drew Barrymores hus i Montecito i Californien.
37-årige Barrymore, som især er kendt for sin rolle som hårdtslående actiontøs i filmen "Charlie's Angels", fortalte tidligere på måneden, hvad hun forventede af livet som mor.
- Jeg ville ikke blive overrasket, hvis mit barn vil lave noget med mad, vin eller kunst som voksen, sagde skuespilleren til bladet Hauteliving.com ifølge Femalefirst.co.uk.
Men som mor vil Drew Barrymore ikke presse sit barn til at gå i sine kreative forældres fodspor.
- Børn må også gerne gøre noget helt anderledes, hvis det er det, de ønsker. Jeg vil bare gerne skabe sjove og skønne muligheder for min familie, sagde Hollywood-stjernen.
Selv har Barrymore også leget med tanken om at give sig i kast med andre erhverv end skuespillet.
- Jeg har lyst til at prøve det hele. Jeg elsker film, men jeg elsker også mad, vin og rejser. Jeg ville elske at være rejseskribent, det ville være fantastisk, sagde hun.
Barrymore har tidligere været gift med barejeren Jeremy Thomas i 1994 og med komikeren Tom Green i 2001.
Hun blev kendt allerede som barn, da hun spillede med i kultfilmen E.T.