11 personer er kørt på hospitalet, efter at føreren af en bulldozer forlod sit byggeområde i det centrale Jerusalem og kørte ind i en bus og to biler, inden føreren blev skudt af soldater, som var på stedet.
Blandt de sårede er en kvinde og hendes ni måneder gamle barn.
- En bil væltede om, og andre blev smadret. Jeg begyndte at løbe hen mod traktoren. Folk kom til sig selv på få sekunder. En fyr fra Susia (bosættelse på Vestbredden, red.) skød ham i hovedet, og nogle minutter senere kom en officer fra Grænsepolitiet og skød ham igen, fortæller et øjenvidne til den israelske avis Ha'Aretz.
Ingen er meldt dræbt, og der er tilsyneladende tale om let sårede.
Havde israelsk identitetskort
Ifølge den israelske tv-station Kanal 10 var føreren en arabisk indbygger i Jerusalem med israelsk identitetskort.
Bulldozer-angrebet er det andet inden for en måned. Ved det forrige angreb kørte en arabisk israeler 2. juli ind i flere biler og en bus med sin traktor. Dengang døde tre menneske.
Angrebet i dag i Jerusalem skete tæt på det hotel, hvor den demokratiske præsidentkandidat Barack Obama på torsdag forventes at blive indkvarteret.
Det er endnu uvist om der er nogen sammenhæng mellem angrebet og kandidatens besøg.
(Opdateret 15.42)