Ingen springende champagnepropper, eller knaldfyrværkeri til nytår. Det er beskeden til de mange indbyggere og tilrejsende turister i sheikdømmet Dubai.
Dubai er ellers kendt for sine storslåede nytårsfejringer, der er meget liberale i forhold til, at der er tale om et muslimsk land. Kendisser fra hele verden - blandt andet David Beckham - er rejst til landet for at holde et ekstravagant nytår.
Årsagen til aflysningen af festen er krigen i Gazastriben, og der er tale om en sympatiaktion for palæstinenserne i området, skriver Times Online.
Ifølge et dekret fra sheik Mohammed bin Rashid Al Maktoum er al fejring af nytåret blevet gjort strafbart.
En række hoteller siger dog, at de fortsat regner med at fejre nytåret. Al udendørs festivitas er dog aflyst.
En række andre nytårsarrangementer i andre muslimske lande er også blevet aflyst, men ingen andre lande er dog gået så langt i sympatitilkendegivelserne som Dubai.