For sjette dag i træk udførte Israel onsdag luftangreb mod Hamas-mål i Gaza-striben. I de døende timer af 2008 gik Israel efter Hamas' parlamentsbygning og justitsministerium.
Et børnehospital skulle ifølge BBC også være ramt.
Samtidig har militante medlemmer af Hamas sendt raketter den anden vej, hvor Beersheba - 40 km inde i Israel - har været målet.
Onsdag afviste Israel at holde en 48-timer våbenhvile, så der kan komme nødhjælp til Gaza, og det lykkedes ikke for FN's Sikkerhedsråd at blive enige om en resolution, der kan være med til at starte en våbenhvile.
Libyen, der er det eneste arabiske land i sikkerhedsrådet, kræver en resolution, som kræver omgående våbenhvile. Men Storbritannien og USA afviste resolutionsforslaget, da de mente, at den var for ensidig.
De to lande mener ikke, at teksten i forslaget direkte kræver, at Hamas stopper med at affyre raketter mod Israel.