Blog

Af Jesper Grunwald
Se alle blogindlæg

Om Jesper Grunwald

Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....

DET VAR EN OFFICER i den danske hær – en kunde i min taxi – der inspirerede med en refleksion så klar som ordren på en manøvre i felten.

Eller måske på slagmarken.

- Det med pengene er vel i virkeligheden et overkommeligt problem. Nej. det er, hvad de skal bruges til, der er det vigtigste spørgsmål.

De europæiske NATO-medlemmer står til spanking hos Trump, den uden sidestykke mest maniske og uforudsigelige, amerikanske præsident i moderne tid. Han løber og springer fra de mest vanvittige valgløfter i det land, han regerer – men en ting er sikkert: Nu skal de øvrige NATO-lande overholde deres løfte om at bruge mindst 2 pct. af deres bruttonationalprodukt (BNP) til forsvaret. (BNP er forenklet sagt den samlede indtægt – offentligt og privat - i virksomheden Danmark). 

TRUMP HAR DEN TRUMF, at den tidligere præsident, Obama, sagde det samme, og her har reality-præsidenten utvivlsomt det amerikanske folk med sig: Vi vil ikke redde hele verden, hvis vore allierede ikke vil betale deres del af regningen.

Selv har jeg et meget dobbelt forhold til både logikken og militæret. Jeg er vokset op i et officershjem i slut-50’erne, 60’erne og start-70’erne. Jeg havde familie i det tidligere DDR og har oplevet den totalitære kommunisme og undertrykkelse på kloshold.  

Men jeg er også et produkt af tiden med en af den vestlige verdens mest absurde krige– Vietnamkrigen. Det kostede op mod 60.000 unge amerikanere livet at føre den. Mellem to og tre millioner vietnamesere blev dræbt

Og så tabte vi den krig. Vietnam er et af de få, tilbageværende kommunistiske diktaturer. I dag et langt mere anerkendt og dygtigt land end de korrumperede magthavere i Sydvietnam, som amerikanerne formelt forsvarede.

PARADOKSERNE ER IKKE FORSVUNDET.

Ingen tænkende mennesker forestiller sig i dag, at vi alene kan møde den nye trussel – den religiøse fascisme i Islamisk Stat og omegn – med kys, valmuer og fredssange.

Kunne man have krammet sig ud af Hitlers syge vision om et racistisk 1000-års-rige?

Nej!

Var verdenskrigen blevet vundet uden den helt enorme indsats i penge og menneskeliv fra ikke mindst de superallierede i Sovjetunionen og USA?

Nej!  

Men – og det spørgsmål må vi stille os, når der virkeligt skal skrues op for forsvarsbevillingerne: Har vi reelt løst nutidens konflikter med penge til kugler og bomber

Nej!

OG BARE FOR EN GOD ORDENS SKYLD: Vi taler ikke om klatskillinger. Hvis vi levede op til kravet om de 2 pct. af BNP, ville vi i dag bruge ca. 17 mia. mere på militærudgifter – om året. Det svarer til, at vi gjorde det kontroversielle indkøb af de nye kampfly – hvert tredje år. Det svarer til 40 pct. af de samlede udgifter til den danske folkeskole – om året. Det svarer til at bygge mere end to nye supersygehuse – om året!

Og vi taler altså her alene om, hvor meget der skal bruges EKSTRA – oven i det nuværende forsvarsbudget

Og så har hele denne permanente ”forsikringsaftale” i NATO den automatik, at jo bedre det går med den danske økonomi (BNP) – jo mere skal vi spendere på militæret.

JEG GIVER OFFICEREN PÅ BAGSÆDDET AF VOGN 24 RET.

Den kommende eksplosion i forsvarsudgifterne må blive starten på en forsvarsdiskussion, som vi ikke har haft siden anden verdenskrig og vores indtræden i Nato I 1949 for knap 70 år siden. Krigen om formål og ressourcer er allerede i gang. Skal vi have ubåde i Arktis og Østersøen for at holde russerne stangen?  Skal vi have endnu flere kampfly til at varetage opgaver ude i den store verden? Skal værnepligten genindføres? Skal vi sende endnu flere soldater og ressourcer til Baltikum og Polen, der har den russiske bjørn og dens panser helt tæt inde på livet?

SELV LARS LØKKE, en af Trumps første statschefs-gæster i Det Hvide Hus, bad den amerikanske præsident om at tage den mere med ro: Giv os nu ro til at gennemføre planerne om de nye milliarder til forsvaret. Statsministeren er fuld klar over, at det her bliver et meget betændt emne i de kommende år og et problem, hvor han i den grad får brug for brobygning mellem regering og opposition. Pape fra de konservative smiler jysk, hver gang der bruges flere penge på politi og militær. Men resten af blå blog ved, at de mange milliarder bremser bevillinger til uddannelse, sundhed og socialforsorg.

Og når socialdemokratiet vender tilbage til regeringsmagten, får de et forklaringsproblem overfor deres kærnevælgere

Som skeptiker kigger man på virkeligheden og resultaterne, der gik forud:

Hvordan gik det så med krigen i Irak, - blev problemet løst, da Saddam blev væltet?

Eller i Afghanistan, hvor regeringen er korrupt og ude af stand til at varetage forsvaret af eget land?

Eller i Syrien, hvor Rusland og NATO-partneren, Tyrkiet, reelt holder hånden over det brutale Assad-diktatur?

Får vi løst verdens modbydeligheder med krudt og kugler?

En ny forsvarsdebat SKAL vi have.

Herunder debat og tænkning og forskning i andre metoder til fredsskabelse end de våben, der reelt ikke har bragt os menneskelig anstændighed og fred.