Blog

Af Jesper Grunwald

Om Jesper Grunwald

Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....

SCENE ET:

Han ligner en tryglende messedreng og slår ud med begge hænder til siderne.

Det er sort nat i København og de tre unge på bagsædet af taxien burde ligge derhjemme i deres senge. Det er torsdag nat/fredag morgen, klokken er 03,30 og der er ganske få timer til de skal sidde på skolebænken på en af forstædernes gymnasier.

To fyre og en ung kvinde. I bedste fald ER de fyldt atten og er derfor på en lovlig druktur i sidste del af skolesæsonen.

Den moralske del af historien skal jeg nok tage mig sammen for ikke at fortabe mig i. Jeg behøver blot at erindre nogle særdeles animerede fester i druk og fjolletobak i 70’erne i min gymnasietid for at få mit eget helgenbillede til at krakelere. Der var dog to væsentlige forskelle: Hjemkomsten på det her tidspunkt på en skoledag – det var aldrig gået hos mine forældre. Så kunne jeg lige så godt-  ikke flytte – men flygte hjemmefra. Og så finanserne. Der var simpelthen ikke til det vilde liv hver weekend.

Den ene af gutterne er døddrukken og må nærmest bæres ud foran villaen ganske tæt på strandvejen. Han når dog at stikke vennen en 100-kroneseddel, inden han starter eftersøgningen af sin seng.

SÅ TRYGLER MESSEDRENGEN IGEN.

Selv om en taxichauffør i princippet ikke lytter til kundernes samtale, kan jeg ikke la’ vær’. Det handler både om nysgerrighed og om udsigten til betalingsproblemer. Fyren forsøger den noget ensidige tuskhandel, at hun kan køre gratis, hvis hun tager med ham hjem. Hvad han – i den tilstand – er værd i erotisk henseende kan kun blive en gisning fra en erfaren – men også ældre herre på 63. Men der er ingen tvivl om, at det er nat-knaldet han tænker på.

Hun hopper hverken på ideen eller på ham.

HUN TÆNDER HELT AF og beder om at blive sat af ved næste sidevej, - tæt på hjemmet. Det har hele tiden været klart, at hun blev inviteret med i taxien af gutterne, fordi hun kun havde råd til en natbus. Ikke for at stille sig til rådighed for en fulderik i en sky af sprit og tobak. Så forsøger han det sidste – helt fortabte argument: Hans debit-kort er lukket. Han har ikke flere penge – kun den utilstrækkelige, slatne seddel fra den drukne ven.

Han få end ikke et kammeratligt kram til farvel!

Så bliver der stille i taxien!

Jeg har principielt ikke hørt noget og mærker bare en irritation over, at jeg om lidt skal bruge tid på at finde en løsning for en ung mand, der opfører sig som et pattebarn.

Så ringer han til mor!

Den korte slutning på denne scene foregår på en villavej i whisky-bæltet. Hun står der, mor, og stritter med sit guldkort, iklædt en cottoncoat over natkjolen, mens sønnike lusker ind ad entredøren bag hende.

DET HER ER PINLIGT.

Hun end ikke kigger mig ind i øjnene!

SCENE TO:

En helt stille og rolig familiesammenkomst på en helligdag.

En af de festligheder, hvor nogle tager det ene med og nogle andre noget andet af føden eller drikkelsen. Det er en rar samling af ældre – men fortrinsvis yngre mennesker. Mænd og kvinder uden kønsrollernes snærende, reaktionære bånd. Selvfølgelig slæber vi noget forhistorie med os, når det handler om at være mand og kvinde. Selv skal jeg ikke holde mig for god.

Uden at grave for dybt i mit personlige liv, må jeg anstændigvis indrømme, at der af og til er blevet delt hårde bemærkninger ud fra min hustru, når mit evige roderi på skrivebordet og min psykologiske allergi overfor støvsugere og gulvklude er blevet for meget. Og jeg har forsvaret mig med det klassiske ” … så slap dog af ….” Eller endnu værre: ” … I går var det mig der …”

Jeg er blevet banket på plads.

OG SOM FAR TIL TRE DØTRE, har jeg regnet med, at resten af ligestillingen blev klaret af den nye generation. At der i hvert fald blev taget små skridt for de enkelte – som så kunne samle sig til et stort skridt for menneskeheden!

Tjaeeee!

Jeg kigger på den store, kærlige flok af unge mennesker – og får et lidt andet billede: For når lokummet er ved at brænde og der skal speedes op til den lækre brunch. Når gæsterne ER kommet.

Når man lige er de der forbandende 15 minutter bagud – så er det den ansvarlige kvindehær med hurtige, effektive kvindehænder, der tager over. Det er noget med overblikket. Det er noget med at forudsige bacon- og juicemanglen, inden den er akut. Kvinderne er der med det samme og helst lidt før. Jeg ved som mand, at det er en irritationsfaktor. Som gæst må jeg bare sige, at det godt nok havde været noget rod uden den feminine effektivitet.

DER ER GODT NOK LANG vej igen til ligestillingen!

Så kunne jeg vælge at piske mig selv over mit køns magelighed og manglen på radikal forandring i vores selvfede velfærdssamfund.

Det gør jeg så.  Men jeg sender også en hilsen til de mødre, der har opdraget knægtene. Ikke fordi opdragelse er en kvindepligt, men fordi omsorg ikke alene forandrer verden.  De har haft det fantastiske udgangspunkt, at de både elsker deres sønner grænseløst – og tilhører det modsatte køn. De ved om nogle, hvor og hvorfor forandringerne er nødvendige.

SÅ GIV DOG DE FORKÆLEDE KNÆGTE ET LOS I RØVEN.