Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.
JEG ER FAKTISK ret ligeglad med, om kvinder bruger hygiejnebind, eller om de free-bleeder. Bare de ikke gør det i min sofa. Jeg er også stjernetrekvart ligeglad med, om rawfood-ædere varmer maden op til 40 eller 50 grader. Jeg har den største sympati for mennesker, som ikke føler sig tilpas i det køn, de blev tildelt ved fødslen, og som derfor insisterer på enten at få et andet køn eller på retten til at leve med en flydende kønsidentitet.
Men jeg har svært ved at forstå, hvorfor emnet er så hot, at det får lov til at fylde spalte efter spalte i de trykte medier og time efter time i de elektroniske.
Det samme gælder i øvrigt emner som veluddannede småbørnsforældres ’bashing’ af hinanden i forhold til hvor mange speltboller, de bager, hvor lidt eller meget de går ned i arbejdstid, og om de vinker for meget eller for lidt, når poden skal afsted med bussen til skovbørnehaven.
Det, der til gengæld irriterer mig voldsomt, er den energi, den både røde og lyserøde venstrefløj lægger i alle de her emner, som, hvis man skal være meget positiv, kan kalde identitetspolitiske.
Hvordan kan det være, at mennesker med samfundsengagement bruger timer på kommentarsporene på Facebook, når et museum fjerner ordene neger og hottentot fra deres samlinger, mens de ikke gider møde op til demonstrationer, der handler om rammerne for den fælles velfærd.
Sverige er identitetspolitikkens mønsterland og moderland. Her har man indført pronominet ”hen”, så man kan slippe for at bruge han og hun, og Pippis Langstrømpes far negerkongen er kommet i statslig unåde. Men to fremtrædende svenske feminister har fået nok og efterlyser en ny klassekamp.
ÅSA LINDERBORG, som er kulturredaktør på Aftonbladet, skrev sidste mandag en kommentar i sin avis, hvor hun problematiserede den svenske venstrefløjs fokus på identitetspolitikken:
”De har ikke længere fokus på klassespørgsmål, international solidaritet eller fordelingspolitik. Nu er det asylpolitik og identitetspolitiske spørgsmål, der får størst bevågenhed på den svenske venstrefløj. Og der er meget få, der tør udfordre det, fordi man er bange for at blive anklaget for, at man så er imod ligestilling eller antiracisme.”
Det danske dagblad Information greb bolden og interviewede en anden fremtrædende svensk feminist, Nina Björk, som supplerede:
- Jeg siger ikke, at vi ikke skal have feministisk kamp, en kamp for LBGTQ-rettigheder eller imod antiracisme. Men der findes en slaphed i identitetspolitikkens analyse, hvor man tror, at det er samme form for undertrykkelse, som rammer en homoseksuel mand eller kvinde, som alle os, der sælger vores arbejdstid på et marked. Den grundlæggende konflikt i et kapitalistisk samfund er materiel: Hvem ejer produktionsmidlerne, og hvem gør ikke. Der eksisterer klasseforskelle, og hvis man skal skabe afgørende politisk forandring, er det den konflikt, man må have øje for. Mens identitetspolitikken bygger på, at forandringen skal komme fra, at man bliver bevidstgjort om privileger, sagde Nina Björk, som pegede på, at forskellen mellem rig og fattig stiger mere i Sverige end i noget andet OECD-land, mens den svenske venstrefløj taler LBGTQ-rettigheder og antiracisme.
OG HOLD DA KÆFT, hvor de rammer plet. Når det offentlige sparer på velfærden for børnehaver, skoler, sygehuse og plejehjem, så rammer det først og fremmest kvinderne, fordi de forventes at stå for den familiære omsorg. Samtidig rammer individualiseringen på arbejdspladserne kvinderne hårdt, fordi de forventes at være meget ansvarlige. Det betyder ifølge HK-privat, at fire ud af fem ofte arbejder over. Så er det jo ikke mærkeligt, at stress er den største folkesygdom, og kvinderne er de hårdest ramte.
Man kunne jo forvente at kvindekampen, som mange af elitens kvinder har erklæret død, havde resulteret i noget mere ligestilling. Men faktum er, at det kønsopdelte arbejdsmarked ikke har flyttet sig de seneste 10 år ifølge SFI’s undersøgelser. Og samtidig vokser lønforskellene mellem mænd og kvinder.
Men karrierekvinderne har intet at byde på, uanset om de kommer fra den røde og lyserøde venstrefløj eller ej, fordi de baserer sig på nyliberalistiske ideer om individualisme, selvrealisering og marked. Tværtimod så er den nyliberale ideologi, om at vi selv er ansvarlige for at klare os, et angreb på kvindernes ligestilling.
KAMPEN FOR ligestilling er ikke uaktuel for det store flertal af mænd og kvinder. Syv ud af 10 kvinder mener ikke kampen for ligestilling er vundet, og tre ud af fire mener, at lønforskellen mellem mænd og kvinder er det absolut største problem for ligestillingen. Det viser en meningsmåling, Ugebrevet A4 har lavet for år tilbage. Samme undersøgelse viser, at 52 procent mener, at fagbevægelsen ikke har gjort nok i kampen for ligestilling og hele 70 pct. vil have fagbevægelsen til at gøre mere for ligestillingen.
Når man bruger al sin politiske ild på identitetspolitikken, hvor man primært fokuserer på individets rettigheder og på at forholde sig til, hvorvidt det ene eller andet er krænkende over for individet i denne eller hin kontekst, risikerer man at glemme de overordnede magtstrukturer. Som jo er dem, der er styrende for hele vores liv. Jeg er ret sikker på, at Løkke & kumpaner synes, det er rigtig fint, at vi diskuterer identitet frem for økonomi, politik og velfærd.
Kvindekampen og feminisme er først og fremmest en social klassekamp. Og det kan man aldrig få for meget af, kun for lidt.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.