I ALTINGET.DK DEN 25. AUGUST skriver journalist Paula Larrain en smuk og væsentlig klumme om afstumpethed i dansk debatkultur.
”Siden stærke kræfter brød lænkerne på den indre svinehund og satte lighedstegn mellem ytringsfrihed og manglende selvkontrol, har man skullet tænke sig grundigt om, før man delte noget personligt og følsomt i medierne,” skriver hun. Hun spørger, hvordan det er kommet dertil, at det ikke længere er en refleks at modtage andres lidelse med empati, men at nogle debattører gerne føjer spot til skade. Og så opfordrer hun debattører og os alle i det små til et opgør med afstumpethed.
DET ER VIRKELIG et smukt initiativ, for i disse år råder en forfærdelig afstumpethed. Jeg mindes for eksempel med stort ubehag en debat mellem MF, beskæftigelsesordfører Rasmus Jarlov (K) og blogger Line Lazarus fra efteråret 2016, som blev beskrevet i et blogindlæg her i Avisen.dk af Line Lazarus. Den kastede nyt lys over udtrykket ”at føje spot til skade”.
Men afstumpetheden findes ikke kun i debatten. Den gennemsyrer også store dele af den førte politik. Nyliberalismens og konkurrencestatens politik. Ulighedens politik.
Vi har i de seneste år været vidner til en politisk orkestreret dehumanisering af grupper i befolkningen. Det er især de syge og de arbejdsløse, der er blevet dehumaniseret parallelt med, at deres rettigheder, retssikkerhed, forsørgelse og samfundsværdi er blevet forringet eller frataget dem – jeg skrev om det i Altinget.dk sidste år.
DAVÆRENDE BESKÆFTIGELSESMINISTER Mette Frederiksens (S) reform af førtidspension og fleksjob fra 2012 er et af de værste eksempler, jeg har set på afstumpethed i min egen livstid.
Jeg har allerede i Altinget.dk den 31. januar skrevet om den misundelse, den daværende minister luftede omkring fleksjobordningen forud for reformen. Selvom der ikke er så meget at misunde syge mennesker med meget nedsat funktions- og arbejdsevne, så fremstillede hun det hidtidige kompensationssystem som urimeligt og henviste til et lillebitte hjørne af virkelighedens fleksjobordning. Og de fleste medier og den store befolkning godtog propagandaen.
Dermed fik hun erstattet kompensationsprincippets hidtidige målsætning om at kompensere tabt erhvervsevne ud fra en overenskomstmæssig aflønning – og dermed også ligebehandlingsprincippet – med en kombineret lønmodtager- og ydelsesmodel. Fleksjobbere under reformordningen er blevet degraderet fra at være ligeværdige arbejdstagere med ligeløn til b-arbejdstagere med permanent klientstatus.
DEN SAMME POLITISKE misundelse og mistro over for de syge med ubetydelig eller ingen arbejdsevne har præget forringelserne af førtidspension, herunder indførelsen af det for de syge så forhadte ressourceforløb. Ressourceforløbet ikke blot ydmyger borgere ved at forhale sagsbehandlingen af deres situation, selv når der ikke er den mindste arbejdsevne at udvikle på. Det piner dem også i mange tilfælde og udarter til tortur. Det gør det, fordi reformen har indført næsten umulige dokumentationskrav, og fordi beskæftigelsespolitikken og sagsbehandlingen ikke længere vægter og respekterer den lægefaglighed, som har udredt og attesteret borgernes helbred, særligt højt. Uden anerkendelse af den lægelige dokumentation er der ingen beskyttelse af borgerne imod kvaksalveri og uendeligt afprøvningscirkus fra det sociale system.
At lovgivning og forvaltningspraksis på denne måde bliver til mishandling af mange syge borgere og gør dem endnu mere syge, har mange læger, advokater, handicaporganisationer m.fl. været sandhedsvidner om og kritiseret i flere år – senest praktiserende læge Anders Beich. Alligevel har reformpartierne ignoreret klagerne over uretfærdighed og manglende retssikkerhed indtil for få uger siden. De har forhalet og udskudt evalueringen og vasket hænder i én uendelighed.
MISUNDELSEN BLEV OGSÅ LUFTET i reformerne af kontanthjælp, sygedagpenge, integrationsydelse og servicelov, ligesom mistilliden er blevet implementeret i reformen af refusionssystemet og indirekte i reformen af det sociale klagesystem. De fleste af disse forringelser blev gennemført under Mette Frederiksen, mens enkelte yderligere forringelser er tilføjet under tidligere beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) og tidligere socialminister Karen Ellemann (V). Hertil kommer, at der i mange kommunale forvaltninger ses det, som Advokatrådet kalder en ”grænsesøgende afgørelsespraksis”, det vil sige, at borgerne ikke har nogen retssikkerhed.
Alle disse reformer og den manglende retssikkerhed har medført en meget stor følelse af afmagt hos utroligt mange alvorligt syge mennesker. Jeg ser så megen uret blive begået over for disse mennesker, og jeg ser så utroligt megen lidelse som følge heraf. Jeg ser, at vores politikere og forvaltninger bevidst har sendt mennesker igennem et helvede af ressourceforløb og andre ydmygende foranstaltninger. Jeg ser mennesker, hvis liv bliver til ventetid. Og så ser jeg mange politikere og systemfolk, der afviser at tage ansvar for at skabe en human vej for disse mennesker og for os som samfund.
Det er umådeligt sorgfuldt at se al den lidelse og uretfærdighed og al den lunkenhed og ansvarsfralæggelse.
HVIS VORES SAMFUND IKKE skal forsumpe i afstumpethed på det højeste politiske niveau, så er det ikke nok med verbal ordentlighed. Vi må også forvente lovgivning, der giver plads til udøvelse af ”respekt for den menneskelige værdighed”, som er et grundbegreb og en retlig standard i Menneskerettighederne. Det gjorde tidligere landsdommer og formand for PTU, nu afdøde Holger Kallehauge, opmærksom på i min bogantologi Et liv i andres hænder (2014), hvor han i et kapitel om respekt for den menneskelige værdighed skrev således:
“Det, der er farligst af alt, er, at man distancerer sig fuldstændigt fra et medmenneske, kun ser noget, man misbilliger, afskyer eller foragter; en misbruger, en kriminel, en afviger eller et misfoster. Det er sådan, grundlaget for al diskrimination, misbrug og nedværdigende behandling opstår. Man ser ingen menneskelig lighed eller i hvert fald ikke nok til at opleve medfølelse og gør alt det, der er forkert, uden at få dårlig samvittighed. Det er derfor, alle de groveste menneskerettighedskrænkelser som deportation, forfølgelse og tortur indledes med propaganda og handlinger, som diskriminerer de udvalgte ofre.”
For så vidt angår reformen af førtidspension og fleksjob, så er det da noget, at nuværende beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og forligskredsen endelig begynder at røre lidt på sig. Men i alle årene efter reformen har massiv dokumentation på borgermishandling kaldet på handling fra forligskredsen – uden reaktion. Når ministeren nu ”fremrykker” lidt af den evaluering, som han først selv havde udskudt til efter KV17, men som, lovgivningen allerede har pålagt, skal finde sted senest i dette efterår, så er det ikke et øjeblik for tidligt og i virkeligheden ikke noget særligt rosværdigt. Så er det kun en lille smule af det, som loven i forvejen forpligter ham på at gøre!
JEG HÅBER, at ministeren og forligskredsen nu reelt vil lytte til den velbegrundede kritik og lave de mange nødvendige lovændringer, som vi allerede er mange, der har efterspurgt igennem flere år. Se mine ændringsforslag her.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.