Redningsberedskaberne rykkede i 2025 ud til 127 brande i mindre produkter med lithiumbatterier.
Elcykler tegnede sig for 27 af brandene.
Alm. Brand opfordrer danskerne til at være særligt opmærksomme på opladning og beskadigede batterier.
Mobiltelefoner, elcykler og bærbare computere er en fast del af hverdagen. Men batterierne i de populære produkter kan udvikle sig til en alvorlig brandfare.
I 2025 rykkede landets redningsberedskaber ud til 127 brande i mindre produkter med lithiumbatterier. Næsten hver fjerde brand opstod under opladning. Det viser tal fra Beredskabsstyrelsen, som forsikringsselskabet Alm. Brand har indhentet.
- Brande i lithiumbatterier kan udvikle sig på meget kort tid og medføre voldsomme skader fra ild og varme. Derfor skal man tage risikoen alvorligt, også når det gælder de små produkter, vi bruger hver dag, siger Britta Bjerregaard, skadedirektør i Alm. Brand.
Elcykler topper statistikken
Af de 127 brande opstod 46 i mindre personlige transportmidler. Elcykler var det enkeltprodukt, som redningsberedskaberne oftest blev kaldt ud til. Der blev registreret 27 brande i elcykler i 2025 mod 25 året før.
Ifølge Alm. Brand kan brandene blandt andet opstå, hvis batterier bliver beskadiget, overophedet eller opladet med en forkert oplader. Forsikringsselskabet anbefaler derfor, at man altid bruger en oplader, der passer til produktet, og undgår at oplade, mens man sover eller er væk hjemmefra.
Brugte batterier kan bryde i brand
Brandfaren forsvinder ikke nødvendigvis, når batteriet er udtjent. I 2025 rykkede redningsberedskaberne ud til 22 affaldsbrande, hvor mindre produkter med lithiumbatterier blev vurderet som den formodede årsag.
- Et udtjent batteri er stadig en brandrisiko. Bliver det klemt eller beskadiget under affaldshåndteringen, kan det kortslutte og bryde i brand, siger Britta Bjerregaard.
Hun understreger, at batterier og elektronik med indbyggede batterier skal afleveres efter kommunens anvisninger og aldrig smides i det almindelige affald.