Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
DET FØRSTE jeg tænkte på var selvfølgelig min gamle, levende mor, som forduftede til den himmel, hun var sikker på findes.
Nu stod jeg og kiggede på hende i et af de mest personlige øjeblikke.
Min mor er død efter næsten 87 år med fødderne på klippegrund. Efter et helt arbejdsliv med de varme hænder skruet solidt på. Godt nok gik hun på efterløn for et kvart århundrede siden efter en karriere som sygeplejerske, afdelingssygeplejerske og plejehjemsforstander.
Men inderst inde var hun til alle tider; sygeplejerske. De sidste 4 år boede hun selv på plejehjem med min far.
Jeg blev ramt af en respekt for hende og hendes ”slags”.
I de kolde, stive hænder havde de lokale vågekoner sat en lille improviseret buket af årets første påskeliljer. Og så det stolteste. Sygeplejerådets smukke broche med firkløveret på rød baggrund, hæftet på hendes bluse.
Ingen kunne være i tvivl. Her lå et menneske, hvor person og pligt hele livet gik op i en højere enhed.
Vågekonerne (hvoraf mange er tidligere sygeplejersker, sosu’er eller andre, sociale jobs) var hos hende fra eftermiddagen, da hun gled helt ind i bevidstløsheden - til ud på natten efter at hun var død og skulle gøres i stand. Nogle på klippeøen har fortalt mig, at de fik offentlig støtte, indtil det blev sparet væk. Reaktionen var ret konkret – de fortsatte simpelthen bare deres arbejde.
Ægte varme hænder er varme - så længe de magter og der er brug for dem!
JEG KENDER to pleje-centre/beskyttede boliger med havudsigt.
Det ene ligger i en af landets rigeste kommuner. Enkelte af boligerne er lejeboliger – andre ejerboliger, hvor ældre med økonomien i orden kan købe sig ind for – tror jeg - 3-4 millioner kroner. Jeg henter mange taxikunder der, nogle få meter fra Øresund.
Det andet center, der har en endnu smukkere havudsigt, er der, hvor min gamle far bor og min mor døde i sidste uge.
Der er godt nok forskel på skattegrundlaget de to steder. Men både i borgerskabets forstad og i landets fattige kommuner er de varme hænder helt uundværlige. Og parate! Ved begravelsen i Gudhjems lille, smukke kirke undrede jeg mig over, at flere ansatte på plejehjemmet var til begravelse trods deres fridag. Britta, som er kontaktperson for mine forældre, påtog sig derudover opgaven med at køre min far i kørestol med centrets – privatsponserede - lift-bus, så han kunne ankomme præcist.
De varme hænder kan også holde fast i et bilrat, når det kræves.
Dagens politikere og embedsmænd belønner først og fremmest denne indsats med i tide og utide at markedsføre begrebet civilsamfundet. Det er i realiteten blevet det nye slangudtryk for det man tidligere kaldte – folket!
HER STOPPER jeg min ros til mennesker som i en fattig kommune, offentligt ansatte til lavt løn på arbejdsmarkedet – på trods - har de varme hænder skruet solidt på. De vil sige, at de jo bare gør deres arbejde. Jeg VED jo også, at kommunen er ramt af nedskæringer, så de ansatte slider røven ud af bukserne og lader deres indbyggede medmenneskelighed gå forud for til tider uanstændige vilkår.
De varme hænder er aktive over hele landet. Til dagligt skal de på én gang finde sig i DJØF-vældets fiktive flytning af procenter og promiller fra nogle konti til andre og lade sig overbevise af at arbejde ”SMART”, indøve ”lean-processer” og gennemføre rationaliseringer, der sikrer velfærd uden flere bevillinger – og så samtidigt skubbe hele dette regnedrenge-cirkus til side og ”bare” give deres patienter et ordentligt dagligliv.
Mit eget, personlige møde med afgrunden mellem Folketingets signal-politik og det hårde arbejde for de varme hænder, har for alvor tændt en drøm om at give en væsentlig del af magten tilbage til de mennesker, der har virkeligheden helt inde på kroppen og har slidt og slæbt og jævnligt overskrider rollen som medarbejder og rollen som medmenneske.
Som ”kunde” i systemet aftvinger det stor respekt. Og det er en del af en kulturtradition, som jeg selv – sønnen af plejehjemforstanderen – oplevede i 60’erne og 70’erne, da min mor var chef. Men dengang foregik det sandt for dyden også med helt andre ressourcer, køkkener på ALLE de lokale institutioner, sygepleje-vagter dag og nat, værkstæder.
OG DET var kommunen, der ejede bygningerne. De var ikke som nu, frasolgt til et socialt boligselskab.
Jeg køber den der med, at verden og den offentlige administration ændrer sig. Men hvorfor tager man ikke videre skridt og rationaliserer i de politiske processer og i alle de ressourcer, der bruges til at djøffe.
Man kan spinne, kommunikere og beregne? – Hvorfor kører man ikke civilsamfunds-tanken lidt længere ud, i stedet for altid at lade det sidste led i arbejds-kæden betale gildet?
Er det virkeligt så ræverød en tanke at decentralisere magten og hylde det arbejdende folk, som kender vilkårene langt bedre end embedsmændene i etaten og politikerne på Borgen?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.