Producenten Mikropolis har valgt at trække den alkoholiske drik "Rhubarb Crush" tilbage.
Dåsecocktailen, der har en alkoholprocent på 6,5 procent, blev solgt i en farverig dåse med en barnligt udseende figur i japansk manga-stil. Alkoholreklamenævnet har vurderet, at udseendet appellerede særligt til børn og unge og dermed overtrådte nævnets retningslinjer for alkoholmarkedsføring.
Drikken blev i april genstand for en klage, og nævnet understreger, at hverken farvestrålende emballage eller brug af animerede figurer i sig selv er ulovligt, men at kombinationen i dette tilfælde gav et helhedsindtryk, som rettede sig mod unge forbrugere.
Producenten afviser, at designet var målrettet børn og fremhæver, at tegningen er specialfremstillet, uden forbindelse til kendte serier eller legetøj, og at mangastilen er et internationalt kunstnerisk udtryk, som i høj grad dyrkes af voksne.
Samtidig advarede Mikropolis mod unødige indskrænkninger af den kommercielle ytringsfrihed.
Trods indsigelserne har Mikropolis valgt straks at indstille markedsføringen og trække cocktailen tilbage i den pågældende emballage.