Kronprinsesse Mary på lynvisit i Afghanistan

Kronprinsessen er løjtnant i Hjemmeværnet, og har de seneste to dage været på besøg hos de danske soldater i Helmand-provinsen. (Foto: Foto: Forsvarsministeriet / POLFOTO)

De seneste to dage har Kronprinsesse Mary været på besøg i Afghanistan. Med på tures var også Forsvarsministeren og Folketingets formand.

De tre danske lejre i Afghanistan har haft fornemt besøg de seneste to dage.

Kronprinsesse Mary, forsvarsminister Søren Gade og Folketingets formand, Thor Pedersen, har siden søndag været i i Helmand-provinsen i Afghanistan.

Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse. Og Forsvarsministeren fortælelr, at det har været en god tur.

"Det har været en fantastisk tur. Det har været en stor ære for mig at have Kronprinsesse med men også Folketingets formand, Thor Pedersen. Det er således, at Kronprinsessen længe har udtrykt ønske om at besøge soldaterne og det kunne så lade sig gøre på den her tur," fortæller forsvarsminister Søren Gade til Nyhedsbureauet Newspaq.

Under besøget fik Kronprinsessen mulighed for at hilse på de udsendte soldater og tale med dem om deres oplevelser.

Kronprinsessen, Folketingets formand og forsvarsministeren ankom søndag aften til Camp Bastion og herfra gik turen mandag videre til basen Armadillo og derfra til basen Price.

I Camp Bastion aflagde den danske delegation desuden et besøg på det britisk ledede felthospital, der fra juli til oktober i år også var bemandet af dansk personel.

Der er udsendt cirka 750 danske soldater til Afghanistan. Hovedparten er tilknyttet den danske kampgruppe i Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan.

For godt et år siden gennemførte kronprins Frederik et lignende besøg.